Folketingspolitiker på skolebænken i Jelling
Lotte Rod mener, der er mange ting i Jelling at være stolt af
politik Sammenlignet med andre pædagoguddannelser hører pædagoguddannelsen i Jelling til blandt de små. Det giver nogle andre muligheder for nærvær, og det kan mærkes rundt omkring på skolen. Det mener folketingsmedlem Lotte Rod, der skiftede Christiansborg ud for en dag med pædagoguddannelsen i Jelling. “Man kan kun blive misundelig. Her er lækre, lyse grupperum, små stillekroge og hyggelige storrum med hængekøjer. Det giver virkelig én lyst til at fordybe sig,” siger Lotte Rod i en pressemeddelelse.
Faglige fyrtårne
På besøget hørte Lotte Rod om samarbejdet med Nationalt Videncenter for historie- og kulturarvsformidling, som ligger dør om dør med uddannelsen. Eksempelvis har videncentret arbejdet sammen med de pædagogstuderende om at udvikle lege om Kongernes Jelling. Der er masser af muligheder for eksempelvis at bruge kroppen og lege med tal og størrelser, det er bare at se dem og gribe dem. Derfor er alle moduler på pædagoguddannelsen også bygget op med en opgave i virkeligheden. “Det er fedt, at uddannelsen giver mulighed for, at man kan koble teorien sammen med praksis,” fortæller Maria Mørk fra 16v, og tilføjer: “ Vi har bl.a. også haft ’eventyrlig leg med sprog’, hvor vi skulle omsætte en teori til nye lege og prøve dem af i en bod. Det får én til at forstå tingene meget bedre, når man skal bruge dem,” siger Maria Mørk. Hendes holdkammerat tilføjer: “Vi bliver virkeligt udfordret. Vi har meget at lave, og man kan ikke nå at læse det hele, selvom man prøver, så det er en øvelse at lære at prioritere,” fortæller Stine Vistisen Sørensen fra 16v. I løbet af dagen besøgte Lotte Rod også skolehaven, hvor studerende kan få jord under neglene og styr på komposten. Og kantinen, som nu kan bryste sig af at have øko-sølvmærke. “Jeg tager begejstret herfra og vil gøre mit til, at mange studerende kommer i kløerne på faglige fyrtårne som Annette, Ellen og Lars. Vores børn fortjener de dygtigste pædagoger, siger Lotte Rod. gs