Kongelig Balletskole holder optagelse i Sønderborg
I år er der 10 års jubilæum for Den Kongelige Ballets talentcenter i Sønderjylland
Der er optagelsesprøve til Det Kongelige Teaters Balletskole i Sønderborg søndag den 23. april. Prøven afholdes hos Sønderjyllands Danseakademi, der nu på 10. år er talentcenter under Den Kongelige Balletskole.
Talentcenterleder Liselotte Sand fra Det Kongelige Teaters Balletskole kommer til Sønderborg som led i en talentspejder-tur rundt om i landet, og i år er det 10. gang de lægger vejen forbi Sønderborg. Så længe har talentholdet i Sønderborg - med skiftende elever - nemlig eksisteret.
Talentcentret i Sønderborg blev etableret i 2007, som det første af sin slags. I dag findes der også talentcentre i Esbjerg, Holstebro, Aarhus og Aalborg.
Talentcentret i Sønderborg giver alle børn i det syddanske mulighed for at blive opdaget som ballettalent og få mulighed for at udvikle deres danseevner i lokale omgivelser. Som talentcenter under Det Kongelige Teaters Balletskole er Sønderjyllands Danseakademi i Sønderborg i stand til at opdyrke ballettalent på et særdeles højt niveau, så alle kan få en chance for at danse sig frem til Det Kongelige Teaters Balletskole i København. Det forudsætter, at barnets krop og vilje egner sig til ballet på professionelt plan.
Børn som i år går på 1. - 4. klassetrin bliver til optagelsesprøven vurderet af Den Kongelige Balletskoles ledelse og undervisere, og man behøver ikke at have danset før for at kunne deltage. Prøven finder sted søndag d. 23. april, kl. 9.30 på Sønderjyllands Danseakademi, Kirke Allé 9 i Sønderborg. Information om tilmelding findes på www.balletsyd.dk.