Fortsæt til indhold

Donut-elskere slår dørene op i Vejle

Donut Factory åbner en butik midt på Strøget. Med stor passion vil de præsentere vejlenserne for gourmet-donuts

Arkiv
Peter Friis Autzen

Den 31. marts klokken 10 slår Donut Factory dørene op til en helt ny butik, midt på Strøget i Vejle. Her - lige ved siden af BR Legetøj - vil de sælge alle tænkelige udgaver af den amerikanske kage.
“Vi elsker donuts,” siger Danny Axelsen.
“Det håber vi også, at vejlenserne gør - eller at de kommer til,” Kim Dalsgaard.
De to indehavere driver i forvejen en Donut Factory i Ålborg.
“Den har succes, for folk kan virkelig godt lide, at vi laver vores donuts med kærlighed og kvalitet. Og jeg glemmer aldrig åbningsdagen med en flere hundrede meter kø,” siger Kim Dalsgaard.
I Vejle byder butikken på 1.000 gratis donuts på åbningsdagen.
“Det bliver spændende at se, om der kommer lige så mange mennesker her, som der gjorde i Ålborg. Det håber vi selvfølgelig,” siger Danny Axelsen.

Kærlighed til kagen

Danny Axelsen er firmaets bager. Hans kærlighed til donutten går langt tilbage.
“Som 15-16-årig var jeg på ferie hos noget familie i USA. Vi var på tur i et kæmpe indkøbscenter, hvor man kunne få alle de amerikanske varianter af alting: Pizza, burgere, Dr. Pepper-sodavand og donuts. Jeg smagte en. Den var med sukkerdrys - en rigtig klassiker. Og så var jeg simpelthen solgt,” siger Danny.
Mange år senere sad han i en snak med sine soldaterkammerater.
“Vi snakkede om, hvad fremtiden skulle byde på. Jeg har altid haft en iværksætter i maven, og pludselig snakkede vi om donuts,” siger han.
Siden fulgte næsten to år med udvikling af den helt perfekte dej og bagning - eller rettere: Kogning, for donuts friteres i olie, hvorefter en del af olien trækkes ud igen.
“I løbet af den tid, hvor jeg arbejdede med detaljerne, blev det til en passion for mig: Der er så uendelig mange kombinationsmuligheder, at kun fantasien sætter grænser. Og samtidig gik det op for mig, at fremstilling af gode donuts er en kompliceret proces,” siger Danny Axelsen.
Undervejs i arbejdet fik han spist mange hundrede donuts.
“Jeg må erkende, at jeg også gik lidt op i vægtklasse. Nu har det udviklet sig til noget, der ligner det, andre har med vin-smagning: Jeg smager virkelig efter, men spiser ikke så mange donuts som før. Men jeg ved af erfaring, at jeg kan spise tre uden at få det skidt,” siger han og slikker sig om munden.

Der er lidt til enhver smag - men altsammen i den søde ende. Foto: PFA

Råvarer og sang

Donut Factory sælger ikke de billigste donuts i verden.
“De er ikke dyre. Men det er gourmet-donuts, og vi bruger altid de bedste råvarer. Både til kagen og til toppings,” siger Kim Dalsgaard, som tilføjer, at Danny bager med så stor kærlighed, at han kan finde på at synge for sine donuts.
“Ja, det er rigtigt nok,” siger Danny og ser lidt forlegen ud.
Kim og Danny håber at butikken i Vejle kommer godt fra start, og at en passioneret franchisetager melder sig.
“Men først handler det om at få lokalerne klar til kunder, donuts, kaffe og milkshake. Vi skal være klar til 31.marts og by night. Så vi har travlt, men vi når det. Og vi glæder os,” siger Kim Dalsgaard.