“Tinderbox mangler et stort scoop”
Webredaktør på musikmagasinet GAFFA giver her sit besyv om Tinderbox 2017-plakaten
For tredje gang bliver Tusindårsskoven til sommer fyldt op af tusindvis af feststemte mennesker, når Tinderbox 2017 løber af stabelen, og for nylig løftede festivalen sløret for de sidste navne, der skal stå for festen.
Lokalavisen har allieret sig med webredaktør på musikmagasinet GAFFA, Ole Rosenstand Svidt, og bedt ham gå igennem Odense-festivalens program for at finde ud af, hvor Tinderbox rammer plet.
For GAFFA-redaktøren, rammer sommerens program ikke helt lige så tæt på bulls-eye, som sidste år, hvor særligt det tyske rockband Rammstein trak pilen mod den røde cirkel.
“Der er ikke noget mega-stort scoop-navn, som Rammstein var det sidste år. Men det er et alsidigt program med gedigne bands som Kings of Leon, The Killers og HAIM, og så er det et program med mere hiphop, end der plejer at være,” mener Ole Rosenstand Svidt.
Blandt de sidste navne på plakaten var et hengemt og ikonisk hiphop-navn i form af Run DMC, der i 1980'erne for alvor gav hiphop-genren et skub fremad. De er blandt andet den første hiphop-gruppe, der har været nomineret til en Grammy-award, og det er - ifølge GAFFA-redaktøren - et af de navne, der trækker op og overrasker på Tinderbox-plakaten.
“Run DMC er et legendarisk hiphop-navn, og nogle af de første der havde mainstream succes med hiphop. Det er første koncert i Danmark siden årtusindeskiftet, så det er ret godt gået, at de har fået dem,” mener Ole Rosenstand Svidt.
Udover Run DMC har Tinderbox booket den amerikanske rapstjerne Travis Scott, der lige nu er en af de mest hypede artister indenfor hiphoppen.
Magicbox stikker ud
Tinderbox er den nyeste af større festivaler i Danmark, hvor blandt andre Smukfest i Skanderborg og Roskilde Festival længe har været til. Men hvordan profilerer den odenseanske festival sig i forhold til sine to ældre brødre?
“Tinderbox er lidt en mellemting, men er måske mere ungdommelig end Smukfesten i Skanderborg. Man skal ikke glemme Tinderbox' elektroniske scene Magicbox, der lidt er festivalens brand. Det er helt klart her, at Tinderbox har noget, som de andre ikke har,” siger GAFFA-redaktøren.
På Magicbox er der lagt op til en stor EDM-fest (Electronic Dance Music), hvor DJ's fra hele verden kommer til at spille. Som det største navn på Magicbox-scenen kan den hollandske DJ Afrojack nævnes.
“Hvis man er til den slags, så er Tinderbox klart den festival, man skal tage til. Sceneshowet med lys og fyrværkeri er også ret fornemt,” vurderer Ole Rosenstand Svidt.
Bred dansk vifte
Et andet vellykket skud er Tinderbox' danske palet, der blandt andet tæller MØ, Suspekt, Lukas Graham, Tina Dickow, D-A-D og Phlake, der åbner Orange Scene på Roskilde Festivalen i år. Odenseanske Kim Larsen er lige så et navn, som Ole Rosenstand Svidt er tilfreds med.
“Det danske program er stort, og det er jo navne, som appellerer bredt,” siger han.
Tinderbox 2017 afholdes i Tusindårsskoven fra 22. til 24. juni, og udover musikken kan man mæske sig i forskellige tilbud fra de fynske mad- og drikkeboder.