Hotel får guld i økologi
Henne Mølle Å bliver hædret for sin økologiske menu
Uanset, om det er den lokale mælk eller vaniljestænger fra Madagaskar, er det bæredygtigt produceret.
Henne Mølle Å Badehotel prioriterer økologien højt, og har derfor netop modtaget Fødevarestyrelsens spisemærke i guld-kategorien.
“Det er noget, vi har arbejdet målrettet på i flere år, og derfor er vi meget stolte af endelig at kunne hænge guldmærket op på døren”, siger hotelleder Casper Rosendahl i en pressemeddelelse.
90 procent af ingredienserne i badehotellets menu er økologiske, og det har været en udfordring at nå dertil, siger Casper Rosendahl:
Løb tør for øko-øl
“En af de største forandringer er, at vi er gået fra at købe kød i enkeltdele til at få halve dyr hjem og så bruge alt derfra. Derudover er der varer, der er svære at skaffe i store mængder – for eksempel økologisk øl, som vi faktisk løb tør for sidste sommer”.
Men ved at prioritere lokale fødevarer, øge antallet af leverandører og begynde at producere eksempelvis skæreost selv, er det nu lykkedes at blive næsten helt økologisk.
“Det er faktisk ikke er så besværligt at prioritere økologi. Vi håber da, det breder sig til andre hoteller”, siger Casper Rosendahl.
I alt ni spisesteder har guldmærket i økologi. Henne Mølle Å er det første badehotel.
srj