Fortsæt til indhold

Spejderne efterlader varige spor i tegl

Tusindvis af spejdere indgraverer deres navn i teglsten

Arkiv
Arkiv

Ler, vand, ild, luft. Det er helt forenklet opskriften på at fremstille tegl, og både nu og historisk har Sønderborg været centrum for produktion af det klassiske byggemateriale.
Det vil ikke gå ubemærket hen, når mod 40.000 lejrdeltagere og 100.000 gæster samles i Sønderborg til Spejdernes Lejr 22.-30. juli. Områdets teglværker er gået sammen om en aktivitet på lejren, hvor spejderne indridser deres navne i teglsten. Bagefter bliver stenene lagt på Kær Vestermark, hvor lejren finder sted. Også gæster på lejren kan deltage i aktiviteten i det omfang, der er plads.

Ikke et modefænomen

“Lejrens tema, 'Vi sætter spor', passer godt til teglværkerne. Vi har præget området i mere end 250 år, og tegl har været brugt i årtusinder. Så det er ikke et modefænomen, som lige vil forsvinde. Og så er tegl bæredygtigt i kraft af sin holdbarhed og mulighederne for genanvendelse”, siger Andreas Christensen, ejer i sjette generation af Vesterled Teglværk ved Nybøl Nor, i en pressemeddelelse.
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, er taknemmelig for teglværkernes indsats:
“Det er et eksempel på, at vi står sammen om ting. I kommunen har vi taget initiativ til en event, som trækker mange folk til, og teglværkerne træder så til med at promovere området med et produkt, som repræsenterer Sønderborg. I byrådet er vi glade for, at teglværkerne og mange andre virksomheder bakker lejren op”.

Flot og varigt spor

Også hos Spejdernes Lejr er der stor glæde over samarbejdet med teglværkerne.
“Det er en rigtig god måde at omsætte lejrens tema i praksis. Stenene bliver et flot og varigt spor, som det bliver sjovt for den enkelte spejder både at lave og vende tilbage til og gense. Og så vil det kunne nydes af borgerne i mange år i fremtiden”, siger lejrchef Richard Engelholm.srj