Rikke inviterede ti børn på weekendtur
Rikke så Lærke på Tv og inviterede hende og vennerne hjem i sin lejlighed
I efteråret så Rikke og datteren Emma DR2's udsendelse 'Barndom på bistand', hvor Lærke fra Gademix medvirkede. Lærke fortalte i udsendelsen, at hun og hendes venner så gerne ville til København, men ikke vidste, om det kunne lade sig gøre. Rikke så et glimt af håbløshed i Lærkes øjne og blev meget berørt. Derfor besluttede hun sig for, at hun ville hjælpe med at gøre en sådan tur mulig for Lærke og vennerne fra Gademix.
Nytårsaften skrev Rikke til Gademix og tilbød, at ti personer kunne bo og overnatte i hendes lejlighed på Frederiksberg.
Vennerne hjalp til
Siden har Rikke arbejdet på at planlægge besøget. Hun har involveret sine venner og sit netværk i København og gjort sig rigtig mange tanker om, hvordan hun kunne give Gademix børn og unge en god oplevelse, som ikke behøvede at koste en masse penge.
Rikke har for egen regning og sponsorater fra vennekredsen, sørget for frokost, teaterbilletter og aftensmad lørdag, hun har lånt luftmadrasser og sengetøj og redt op til alle i sin lejlighed. Rikkes venner har hjulpet med pengegaver, hjemmebagt rugbrød, teaterbilletter samt lån af luftmadrasser og sengetøj. srj