Fortsæt til indhold

Aabenraas unge dyster i skolernes olympiske lege

Skole OL bliver i år begrænset til 5. og 7. klasser og max 500 deltagere

Arkiv
Arkiv

For anden gang afholder AabenraaIG et lokalt Skole OL-atletikstævne. Det finder sted onsdag 10. maj på Aabenraa Stadion.
Her kan eleverne kvalificere sig til det store finalestævne i Ceres Park og Arena i Aarhus 13.-17. juni , hvor der vil være mere end 8.000 deltagere.
Stævnet i Aabenraa arrangeres af AAIG atletik i samarbejde med Aabenraa kommune.
Sidste års stævne i Aabenraa var en overvældende deltagersucces med over 650 deltagere – næsten for mange, og samtidig måtte man sige nej til nogle skoler.
Foreningen har derfor i år kun givet tilbuddet til 5. og 7. klassetrin med et max på ca. 500 deltagere. Deltagelse i stævnet er gratis, og ud over de obligatoriske øvelser vil der være en række tilbud i pauserne mellem øvelserne.
Den vindende klasse i hver årgang er kvalificeret til finalestævnet med en stor del af udgifterne betalt.

Over 300 tilmeldte

Tilmeldingen er i fuld gang, og der er i Aabenraa foreløbig tilmeldt lidt over 300 deltagere med tilmeldingsfristen 20. april via www.skoleol.dk.
Her kan der læses yderligere om stævnet i Aabenraa og skolerne kan hente træningskoncepter med lektionsplaner, som kan tilpasses skolens rammer og faciliteter.jesl