To østrigske lærere på besøg
Blåvandshuk og Billum Skoler har haft besøg af to østrigske lærere, Kerstin Macho og Michaela Nussgruber fra Zwi Perez Chajes Schule i Wien. De kom for især at høste erfaringer i forhold til overgangen fra børnehave til børnehaveklasse, fortæller Annette Bundgaard Bendixen. afdelingsleder for skole, SFO og børnehave på Billum Skole.
“De har lagt mærke til, at læring i de små klasser er baseret på leg, og at vi i fritidsdelen gør meget ud af at følge det, børnene selv kommer op med,” fortæller hun.
De to østrigere er pædagoger, og de har bemærket danske pædagogers og læreres kontakt og nærvær:
“De kunne se, at lærerne brænder for det, de laver, og at vi har nogle børn, der er meget interesserede og modtagelige for input,” fortæller Annette.
De bemærkede også de pædagogiske metoder og vekselvirkningen mellem at sidde stille og være i aktivitet, som feks. morgensang med fagter og at hoppe en tabel.
Blåvandshuk Skole er tilmeldt portalen School Education Gateway, hvor man kan søge gæstelærere fra andre EU lande samt lærere, der ønsker at komme på job shadowing. Opholdet er betalt gennem Erasmus.
FAKTA
Blåvandshuk Skole var tilmeldt portalen School Education Gateway, der søger gæstelærere fra andre EU-lande. Østrigerne var her på et Erasmus-stipendium.