En præst af 2017
Lina S. D. Lernevall
Sygeplejerske,
cand.cur. og Ph.D.studerende
”Han er en rigtig præst af 2017,” sagde min kæreste forrige gang, vi var til søndagsgudstjeneste ved sognepræst Martin Rønkilde i Sant Nikolai Kirke i centrum af Kolding.
Udtalelsen var ment som rosende ord, for Rønkilde forstår at omsætte Bibelens budskaber til nutiden og gøre Bibelens ord særdeles relevant for vores liv.
I dag 5. marts havde kirkegængerne igen glæden af at lade sig lede gennem gudstjenesten af sognepræst Martin Rønkilde, og kirken var godt fyldt op.
Da Martin Rønkilde læser op af Bibelen Matthæusevangeliet 4,1-11 er der lidt småstøj i kirken. Rønkilde fortæller om Djævelen, som frister Jesus, efter at Jesus har fastet i 40 dage og 40 nætter. Djævelen frister med mad og verdens herligheder, men Jesus lader sig ikke friste og afviser Djævelen.
Da Rønkilde er færdig med at læse op af Bibelen og begynder på sin prædiken, da vendes samtliges ansigter mod ham oppe på prædikestolen. Han har fanget alles opmærksomhed med sine første ord:
”Har du en Facebook-konto, kender du det.” Sådan starter han. Der er helt stille i kirke, og folk lytter. Det er noget af en åbningsreplik og en cliffhanger.
”Bruger du din smartphone, din tablet eller computer til at være på nettet og se på de sociale medier, slå noget op eller læse nyhederne, så kender du det.” Sådan fortsætter han og har alle tryllebundet.
Rønkilde taler et nutidigt hverdagssprog, som er relevant og spændende. Han taler tydeligt og i passende tempo, og formår at fange ens opmærksomhed og gør sine ord relevant for livet der udfolder sig.
”Clickbait,” siger han, ”Click-bait, består af to ord, det at klikke og bait betyder madding på engelsk. Dette kender man til, hvis man er lystfisker,” forklarer Rønkilde, ”og det er det, vi er udsat for”.
Slår man ordet clickbait op i Gyldendals opslagsværker følger denne forklaring:
”Når indhold på internettet er produceret med det formål at få os til at klikke på det, så vi besøger det site, vi linkes hen til, taler man om clickbait. Formålet er at skabe trafik til et site, da det medfører reklameindtægter. Det kan være lokkende eller chokerende overskrifter eller billeder, der fanger vores nysgerrighed.”
Ifølge Rønkilde bliver vi fristet, ligesom Jesus blev fristet af Djævelen. Hvis vi klikker videre på nettet, bevæger vi os fra en side, vi selv har valgt og opsøgt, til en side, som vi ikke har magt over, hvor der er skjult reklame og hensigten er at opsamle data om vores holdninger og bevægemønstre.
På hvilke andre måder lader vi os friste i hverdagen af gennemskuelige og skjulte fristelser? Det får mig til at reflektere og samtidig at glædes over, at Rønkilde formår at formidle Bibelens budskab og sætte det i relation til nutiden og gøre det relevant for min hverdag og mit liv.
Jeg er begyndt at gå oftere i kirke. Og dette kan tilskrives sognepræst Martin Rønkilde, fordi han er en rigtig præst af 2017.