Bliv borger i 1849
’Borger 1849’ fortæller om, hvordan de gør byens historie levende i det kommende år
Fredericia Kommune har besluttet at skrue op for byens historie i forbindelse med markeringen af udfaldet fra Fredericia 5. og 6. juli, og i den forbindelse får gruppen 'Borger 1849' en ganske særlig rolle.
Ud over at deltage i fakkeloptog og procession bliver gruppen i disse dage en del af Kirkestrædes forvandling til Fredericia anno 1849, hvor de fortæller om og levendegør livet i fæstningsbyen dengang.
Borgere i alle aldre
Med et aktivt år i vente inviterer 'Borger 1849' til informationsmøde om deres aktiviteter onsdag 5. april kl.19 i Det Bruunske Pakhus, hvor alle er velkomne.
'Borger 1849' findes i alle aldre; piger, drenge, halvvoksne, voksne, gamle og oldinge. Man skal ikke have særlige forudsætninger for at være 'Borger 1849', blot lyst til at være med til at fortælle om byens historie. Man skal ikke kunne spille skuespil, men man skal naturligvis have mod på at tale med andre mennesker.
'Borger 1849' er også med til at tage i mod gæster fra hele verden fra de ni krydstogtskibe, der anløber Fredericia i år.
I år er 'Borger 1849' derudover tre gange i Den Historiske Miniby, hvor de blandt alle de fine huse vil sætte fokus på dagligdagen fra dengang, Fredericia så sådan ud. srj