De har altid talt lige ud om tingene
Gunnar og Birgit von Arenstorff har diamantbryllup 30. marts
Ægtefolk, der har været gift i mange år, bliver altid spurgt, hvad “hemmeligheden” er ved at holde sammen. Gunnar og Birgits opskrift er lige så enkel som den er svær for halvdelen af ægtefolk: Snak lige ud om tingene og vær taknemlig for hinanden.
“Det er da sommetider, vi har slået med æ dør, men det har da ikke været værre end at vi kunne sige pænt godnat hver aften, og sagt, vi har været dumme – har vi ikke også?” Gunnar kigger på sin Birgit, og hun bekræfter sin ægtemands udsagn:
“Det er mange år at holde hinanden ud. Man går op og ned af hinanden og snakker om tingene, siger tingene lige ud og skælder ud, hvis det er nødvendigt. Så ved man, hvad man har med at gøre. Men vi har altid sagt “tak for i dag” til hinanden,” fortæller hun.
De to mødtes til et sammenskudsgilde, og der gik ikke mere end 14 dage, før de var forlovet.
“Man kan ligeså godt gøre det, når man er oplagt til det,” som Gunner formulerer det.
Den hurtige beslutning viste sig at være holdbar: 30. marts kan de fejre diamantbryllup.
Der har været god brug for at kunne snakke om tingene, når man har skullet igennem så meget, som de to. Birgit kom ud for en alvorlig trafikulykke, mens hun arbejdede som omsorgsassistent i psykiatrien i Hviding. Det tog hende to år at komme ovenpå. Hun er også blevet rask efter brystkræft, og Gunnar efter lungekræft. Men efter Birgit fik to blodpropper, som har givet lammelser i den ene side, flyttede de i april sidste år til Carolineparken.
Nogle ting har på samme tid været hårde og gode. Eksempelvis da de manglede penge, og Birgit måtte tage et job. Det kunne hun godt lide.
“Jeg har altid været glad for at gå på arbejde, komme hjemmefra, snakke med andre og høre deres mening,” siger hun.
Gunnar arbejdede som ung ved Vestbanen, men skiftede til det sociale område inden for det offentlige, blandt andet blev han socialcenterkonsulent ved Amtsgården i Ribe. Han tog en socialrådgiveruddannelse, da han var omkring 50. Gunnar rejste mange gange til København, bla. som tillidsmand. En dagsrejse dengang. Så passede Birgit deres fire børn.
“Jeg var både mor og far. Det bliver man ikke dummere af,” som hun udtrykker det.
Livet har ikke skånet diamantbryllupsparret, men de har klaret skærene ved at være åbne over for hinanden. Det er den svære men enkle opskrift på at få det til at fungere:
“Det giver luft, når man snakker om de svære ting,” siger Birgit.