Fortsæt til indhold

Erik slipper ikke helt kontakten til Fuglsang

Han hedder aldrig andet en ’Erik Fuglsang’. Nu venter pensionen

Arkiv
Peter Rasmussen

Erik Andersen - kendt af alle som Erik Fuglsang - går på pension, men heldigvis forsvinder han ikke helt fra det sønderjyske bryghus. Den erfarne salgskonsulent fra Bryggeriet S. C. Fuglsang A/S fortsætter nemlig som rundviser.
Erik Andersen takker af efter 30 år og syv måneder hos Bryggeriet S. C. Fuglsang A/S i Haderslev.
“Det er en livsstil,” siger han selv om sit arbejde, som han ofte har forbundet med sin fritid; bl.a. har Erik, der bor i Hammelev, været med til Vojens Høtte 30 gange, det meste af tiden som formand – hvilket har også indbragt ham tilnavnet ”Mr. Høtte”.
Erik blev ansat pr. 1. marts 1985 og har dermed arbejdet for både 4. og 5. generation Fuglsang. I begyndelsen solgte han øl og sodavand til både restauratører og butikker, men efterhånden specialiserede han sig stadig mere på Horesta-området. I 2006 syntes han, at han trængte til afveksling, og søgte job andetsteds, men vendte i 2008 tilbage til Bryggeriet.
Den 31. marts sagde Erik, der er 65 år, farvel til kollegaer og samarbejdspartnere. Han har i de seneste måneder allerede trappet arbejdstiden ned. Men han fortsætter som rundviser for Bryggeriets gæster – en opgave, som han har de bedste forudsætninger for at løse, takket være mange års erfaring og den lune humor, der er hans varemærke.
Sidst, men ikke mindst, ser Erik frem til at tage på flere camping- og cykelture med sin hustru, Vita.