Fortsæt til indhold

Specialenhed i aktion mod Odenses bander

Kommunens nye enhed skal blandt andet kunne trække i ydelser

Arkiv
Arkiv

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen etablerer en ny specialenhed som en del af indsatsen mod bander i Odense Kommune. Specialenheden skal sikre en systematisk og koordineret indsats, der bygger på viden om borgere med banderelationer.

Samarbejde med politiet

Smidige og systematiske sagsgange og tæt samarbejde om målgruppen imellem politiet, Udbetaling Danmark og Odense Kommune skal sikre maksimal aktivering af borgere med banderelationer, der modtager ydelser fra beskæftigelses- og socialforvaltningen.
Derudover skal enheden gennemføre sanktioner i ydelsen, hvis borgeren ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke deltager i f.eks. samtaler og beskæftigelsestilbud.
“Med bandepakken er indsatsen mod bander og bandekriminalitet blevet skærpet. Den sætter rammen for Odenses Kommunes indsats på området. Vi hverken kan eller vil acceptere bandekriminalitet i vores by. Bandemedlemmer skal stresses og aktiveres maksimalt inden for lovens rammer. Borgere med banderelationer skal opleve en konsekvent og nultolerant indsats, hvor sanktioner bliver brugt ved f.eks. udeblivelse fra samtaler eller beskæftigelsestilbud,” udtaler rådmand i beskæftigelses- og socialforvaltningen Steen Møller i en pressemeddelelse fra Odense Kommune.

Klar til aktion fra 1. juni

Der opstilles mål for specialenheden, der månedligt afrapporterer til beskæftigelses- og socialudvalget bl.a. om fremmøde og sanktioner, herunder fratagelse af ydelse på baggrund af manglende samarbejde.
“Ønsker et medlem af en bande et andet liv - at komme væk fra det kriminelle miljø - skal det være en mulighed. Her giver den nye bandepakke os mulighed for at styrke exitprogrammer, der hjælper med råd, vejledning og muligheden for at starte på en frisk. Her får den nye specialenhed også en central rolle,” udtaler Steen Møller.
Ansættelser til Specialenheden forventes at være på plads, så den kan starte arbejdet 1. juni.
(jesl)