Men hvad skal vi egentlig lige lave?
Hvad skal vi lige lave, nu hvor vi har nogle herlige påskefridage? Ja udover at få pustet ud og ladet batterierne op, så er der faktisk et hav af lokale muligheder, og Lokalavisen giver dig her et kort oprids af nogle af dem.
Vi begynder på Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor man har åbent laboratorium fra kl. 11.30 – 16.00 alle påskeferiens dage. Her kan man undersøge skeletter, skaller og levende dyr fra Vadehavet. I laboratoriet tilbydes der også kreativt værksted fra kl. 10.30 – 16.00, hvor man har mulighed for at klippe, klistre og tegne sine egne små maritime kunstværker. Man kan desuden opleve sæl-, fugle-, og fiske -fodringer hver dag i påskeferien, og der er gratis adgang for børn og unge under 18 år.
Er man mere til kunst, så er det heldigt, at påsken er lig med Kunstrunden. Kunstrunden Sydvestjylland tiltrækker hvert år i påskedagene over 10.000 gæster fra det meste af landet. I år foregår regionens største enkelte kunstbegivenhed i dagene 14., 15. og 16. april, og forhåndsinteressen er som de fem foregående år betydelig. Ikke færre end 27 fra Esbjerg-området deltager, og du kan læse meget mere på www.kunstrunde.dk
Mal æg og hør musik
Hos Ribe Vikingemuseum kan alle, der har lyst, komme forbi museet og få nogle hyggelige timer, mens de skaber smukke påskeæg eller klipper flotte gækkebreve. Påskeæggenes dekoration er noget helt særligt på museet, for gæsterne får lov at arbejde med en dekorationsteknik. Under kyndig vejledning skaber gæsterne deres egne unikke mønstre ved hjælp af voks og farver i flere lag.
Påskelørdag er traditionen tro en rigtig hyggelig lørdag i Esbjerg City, hvor mange nyder denne ene shopping-dag. I år bydes der blandt andet også på påskeæg, Peter Nørgaard fra 'Danmark har Talent', Pokemon GO Event, Streetparade, Late Night Shopping, Postmand Per Show og Brødrene Olsen.
Dette var naturligvis blot et lille udpluk af de mange påskeaktiviteter i Esbjerg og omegn. På kommunens hjemmeside og hos turistforeningerne kan du finde meget mere info om, hvad der sker i dit nærområde
Rigtig go' påske.