Fortsæt til indhold

Brød var problemet - og blev løsningen

I august sidste år åbnede det gluten- og laktosefri bageri ’For Emma’. Det var der en god grund til, fortæller ejeren

Arkiv
Af Anne Smedegaard

“Hun tabte en tredjedel af sin kropsvægt. Hun havde så tynde arme og så den her tykke, tykke mave. Jeg blev nødt til at køre hende rundt i en klapvogn – hun kunne ikke gå. Hun kunne ikke overskue noget. Lige så snart folk kiggede på hende, så græd hun. Hun kunne ikke noget. Hun sad bare og stirrede ud i luften.”
Sådan var livet for Emma, fra hun var halvandet, til hun blev cirka to år, fortæller hendes mor Helle Stjernholm Bagger-Sørensen.

Er det kræft?

Den lille familie rendte frem og tilbage mellem læger. Emma blev dårligere og dårligere og spiste nærmest ingenting.
“På en god dag spiste hun to majschips og sugede saften fra to klementin-både,” siger Helle Stjernholm Bagger-Sørensen.
Det endte med, at den knap to-årige Emma blev indlagt på Kolding Sygehus i 2010, hvor endnu flere læger undersøgte hende, og der var mange bud på, hvad hun fejlede.
“De mente, at det kunne være leukæmi, cystisk fibrose eller sådan noget,” fortæller Helle Stjernholm Bagger-Sørensen.
Lægerne kom dog til sidst frem til, at det var cøliaki: En autoimmun sygdom, som gør at fimrehårene i tyndtarmen falder sammen, når de udsættes for gluten. Kroppen får altså ikke næring, selvom man spiser, så længe der er gluten i kosten.
Den nyhed tog moderen imod med stor begejstring. Pludselig var der jo en forklaring på hendes datters dårligdom - hun kunne helbredes.

Et nyt liv

Så snart de kom hjem fra sygehuset, fandt Helle Stjernholm Bagger-Sørensen affaldssække frem og smed alt, hvad der indeholdt gluten ud, og så begyndte hun at bage.
“På det tidspunkt var der ikke så meget glutenfrit i butikkerne, men jeg syntes, at det, jeg kunne finde, var for fedt, havde ingen fibre, ingen fuldkorn, og smagen og konsistensen var forkert. Og så måtte jeg bare i gang” fortæller hun.
I gang kom hun, og det greb hurtigt om sig. I slut august sidste år havde bagningen fået så stor en rolle i Helle Stjernholm Bagger-Sørensens liv, at hun valgte at åbne sit eget gluten- og laktosefri bageri 'For Emma,' så hun kunne hjælpe andre i samme situation.
“Jeg blev sur over, at de syge ikke havde andre muligheder. At det var det, de skulle leve af,” siger hun.
Bageriet er blevet taget virkelig godt imod, siger Helle Stjernholm Bagger-Sørensen.
“Der kommer rigtig mange med cøliaki eller hvedeallergi eller laktoseintolerance eller helt allergiske overfor mælk. De kommer både fra København, Aalborg eller nabobyerne og købe stort ind. De kan også bare komme ind fra gaden og købe en romkugle eller to,” siger hun.
Det er ikke kun bageriet, det går godt for.
I dag er Emma en glad, frisk og normal 8-årig pige takket være hendes mor og bageriet.