Fortsæt til indhold

"Noget de andre ikke har"

28-årige Jeanette Kristoffersen har netop åbnet tøjforretning

Arkiv
Lars Saugbjerg

Dem kan vi ikke få nok af. Fredericia har fået endnu en specialbutik. Områdets kvinder - i alle aldre - kan glæde sig til et kig indenfor hos JK Fashion.
Det er Jeanette Kristoffersen, der netop har åbnet sin egen tøjbutik i Prinsessegade 35, Fredericia. Hun var kun 21 år, da hun første gang åbnede forretning. Det var i Galten. To et halvt år senere gik hun på barsel, hvorefter hun solgte rideudstyr i Hasselager. Oplagt - for hun er gammel konkurrencerytter.
“Ved siden af mit arbejde i rideforretningen solgte jeg tøj via en facebook-gruppe. Tøj fra Frankrig og Italien. Og det har i den grad været en succes,” fortæller den 28-årige iværksætter, der med sin succes i ryggen nu har slået dørene op for JK Fashion - i lokalerne, der tidligere husede 'det lille galleri'.
Hendes kæreste er fra Fredericia, og derfor valgte hun, at JK Fashion skulle slå rødder her.
“Jeg har været på jagt efter egnede lokaler et stykke tid. Men det måtte ikke være for dyrt - og stort. Her i Prinsessegade er prisniveauet attraktivt, kundestrømmen er pæn og forretningen er hyggelig og intim.”

Tøjets pris

Det skal nok interessere en kvinde eller to, at Jeanette Kristoffersen selv importerer tøjet - uden fordyrende mellemled.
“Jeg er ikke tvunget til at bestille bestemte farver og store bokse fra kendte leverandører. Hos JK Fashion finder kunderne ikke de samme varer som i konceptbutikkerne. I min butik finder de noget unikt, uden at det koster ekstra. Jeg har ikke noget, der er dyrere end 399 kr,” siger Jeanette Kristoffersen, der forsikrer, at kvaliteten er i orden.
“Ellers ville jeg ikke selv gå i det.”
På stativerne hænger der bluser, kjoler, skjorter og bukser. I sortimentet er der også sko, bælter og smykker.
Den 28-årige indehaver betragter det som en livsstil at stå i forretning.
“Jeg brænder for at finde det rigtige udvalg. Jeg er vild med kundekontakten og elsker at se en kunde få smart tøj - og opleve, når hun går tilfreds ud af døren.”