Masser af Jazz-toner i hestestalden
Der bliver virkelig gang i hestebåsen – Sønderborghus – når syv unge musikere fra de nordiske lande slippes løs med deres instrumenter. De syv er hele Horse Orchestra, der søndag 2. april slippes løs ved den næste koncert i Sønderborg Jazzclub. De kommer til byen med det flotte prædikat fra jazzjuryen ved Danish Music Award 2015: Med Horse Orchestra er dansk jazz' fremtid sikret.
Siden orkestrets start for nogle år siden er det blevet til en lang række koncerter i Danmark, Norge, Sverige og Island, hvor musikerne kommer fra. Alle steder har de syv begejstret publikum, for Horse Orchestra er en musikalsk smeltedigel.
Musikken er en blanding af traditionel jazz, hiphop, barok og fri improvisation alt sammen præsenteret med en fyrig rock'n'roll attitude, som er blevet kendetegnet for orkestret. Det hele mikset med masser af humor. Koncerten er en matiné-koncert med start klokken 15.00. Billetprisen er 120 kroner i forsalg og 140 kroner ved indgangen.