Børnene i Fjordløkken skal bruge alle sanser
En ny “sansestation” blev indviet i Vuggestuen Fjordløkken forleden
indvielse Sommertiden var kun lige begyndt, og børnene er nu ekstra klar til sommerens udeleg. Forleden indviede de nemlig en ny sansestation. Masser af flag, balloner og sæbebobler var med til at danne festlige rammer, da Alfred på to et halvt år fik hjælp til at klippe den rød-hvide snor over med den meget store saks. I Vuggestuen Fjordløkken er man certificeret til at være “Grønne Spirer”. Det er noget, man gør sig fortjent til ved at gøre brug af udeliv og lave aktiviteter i naturen. Her bruges naturen til læring, hvor børnene eksperimenterer, er nysgerrige, bevæger sig og leger. Der indsendes dokumentation til Friluftsrådet, som vurderer og godkender, om man er berettiget til det grønne flag. I år har Aabenraa Kommune daginstitutioner fokus på at styrke børnenes motoriske og sansemotoriske færdigheder. Den nye sansestation kan nu sætte prikken over i’et. Den skal være med til at udvikle barnets primære sanser, som for eksempel det at svinge, vugge og snurre rundt i alle retninger. Nu er der mulighed for at tilbyde børnene netop disse aktiviteter ude i naturen. Det store Grønne Flag er hejst, og Vuggestuen Fjordløkken har stadig nye projekter.