Sønderborg flot repræsenteret i forskerfinale
14 unge fra Sønderborgområdet er kvalificeret til finalen i Unge Forskere
Gymnasie- og grundskoleelever fra Sønderborg og Nordborg har sikret sig i alt seks finalepladser i Danmarks største talentkonkurrence Unge Forskere.
To elever fra Alssundgymnasiet og 12 elever fra Nordborg Slots Efterskole skal 23.-25. april dyste med elever fra hele Danmark i Forum i København om titlen som Årets Unge Forsker. De unge forskertalenter sikrede sig finalepladserne ved den regionale semifinale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence Unge Forskere, der blev afholdt på Universe.
De to elever fra Alssundgymnasiet stiller med hver sit projekt, mens Nordborg Slots Efterskole stiller med fire projekter fordelt på 12 elever. De projekter, der har bragt eleverne videre til den nationale finale er vidt forskellige – gymnasieprojekterne er avancerede udregningsmodeller, mens efterskoleprojekterne spænder fra en øreprop med indbygget alarm til mikrobielle transplantationer mellem svin.
100 projekter
Ved den nationale finale ved Science i Forum i København mødes 50 grundskoleprojekter i junior-konkurrencen og 50 gymnasieprojekter i senior-konkurrencen.
En jury af naturvidenskabelige eksperter bedømmer projekterne og finder de endelige vindere.
“Talentkonkurrencen Unge Forskere hjælper med til at få originale og nytænkende projekter frem i lyset. Det er vigtigt, for der er brug for børn og unge med interesse for naturvidenskab, teknologi og sundhed. Det er deres talent og iderigdom, der skal løse mange af fremtidens udfordringer,” siger programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck.
Blandt 1.800 deltagere
Finalisterne har kvalificeret sig efter fem semifinaler rundt i landet. Oprindelig var næsten 1.800 projekter tilmeldt. Deres projekter repræsenterer tre forskellige spor: life science, physical science og technology.
Udover titlen som Årets Unge Forsker 2017 kæmper eleverne om pengepræmier på i alt 300.000 kroner og legater til at deltage i internationale forsker-konkurrencer. Præmierne overrækkes af HKH Prins Joachim og undervisningsminister Merete Riisager. Unge Forskere arrangeres af Astra - Danmarks nationale center for læring i natur, teknik og sundhed i Danmark.