Fortsæt til indhold

Et stort talent på bare 12 år

Kolding Bridge Centers yngste spiller, 12-årige Leah Thrane, skal til Nordisk Mesterskab i bridge i Oslo 14. – 16. april.

Arkiv
Af Pia Rohde Stensen

12-årige Leah Thrane, som til dagligt går i 6. klasse på Lyshøjskolen, har spillet bridge siden hun var 6-7 år og er meget glad for at spille.

”Jeg synes at det er et rigtigt sjovt spil, hvor man skal tænke meget. Det er et logisk spil” siger Leah Thrane.

Med en familie, hvor der er blevet spillet bridge i flere generationer - og hvor nogle familiemedlemmer stadig spiller en del, er der stor opbakning til Leah Thrane fra den nærmeste familie.

”Jeg kan garantere dig for, at det er let at bakke op om,” fortæller Lisbeth Thrane Jacobsen, Leahs mor, som selv er vokset op med spillet.

Leah Thrane bruger meget af sin fritid på at øve spillet, samt spille ved diverse drop-in turneringer og bridgefestivaler. Hun har hidtil kun deltaget ved et mesterskab i Danmark og glæder sig derfor til Nordisk Mesterskab.

”Det er mit første mesterskab i udlandet, så jeg glæder mig meget” siger hun.
Også moderen ser frem til mesterskabet

”Vi har ikke nogle forventninger til hendes første Nordiske Mesterskab, men hun har et godt potentiale som bridgespiller,” tilføjer en stolt Lisbeth Thrane.

Der mangler unge spillere

For Leah Thrane er der kun et enkelt problem i det ellers passionerede forhold til det indviklede kortspil.

”I Kolding er det rigtigt svært, at finde jævnaldrende, som man kan spille med. Det er mest i de større byer. Min makker til Nordisk Mesterskab for U16 er eksempelvis fra Skjern ” fortæller Leah Thrane.

Derfor må hun også benytte sig af andre metoder, når hun skal øve i det daglige.

”Lige nu spiller jeg meget med min makker fra Skjern, men for det meste sidder jeg og spiller med nogle som er langt ældre end mig selv. Det er ikke en helt almindelig hobby” fortæller Leah Thrane om det komplicerede spil, som altså mangler unge spillere.

”Der er ca. 95 unge spillere på landsplan og det er rigtigt ærgerligt, at der ikke er flere yngre spillere” tilføjer Lisbeth Thrane.

Kolding Bridge Center har med tiltaget skolebridge forsøgt at udbrede interessen for bridge hos eleverne på nogle af Koldings folkeskoler.

”Da vi kort før jul introducerede skolebridge på Lyshøjskolen, var Leah en dygtig medunderviser for sine skolekammerater” fortæller Anna Ravn fra Kolding Bridge Center.

Leah Thrane fortæller, at flere af skolekammeraterne syntes det var spændende at prøve kræfter med bridge, og hun opmuntrer de elever, der skulle have lyst, til at gå i gang.

”Hvis man virkelig kan lide at spille kort, skal man bare gå i gang med det, også selvom mange siger, at det er svært at lære,” siger Leah.

Hvis man gerne vil lære at spille bridge kan man henvende sig hos Kolding Bridge Center, hvor formand Peter Hermansen og frivillige Anna Ravn kan hjælpe en i gang.

Leah Thrane skal tilNordisk Mesterskab i bridge i Oslo den 14.-16. april.

Bridge er et kompliceret kortspil, men har man modet til at kaste sig over det, står Kolding Bridge Center klar til at tage imod både unge og gamle spillere.