Fortsæt til indhold

Tag med biblioteket i teatret og se Holberg

Arkiv
Arkiv

Hvor aktuel kan en politisk satire fra 1722 være i år 2017? Ja, det kan man selv bedømme, når Vejle Bibliotek torsdag 6. april inviterer til litterær salon, inden Folketeatret spiller Ludvig Holbergs klassiske komedie 'Den politiske kandestøber' i Vejle Musikteater tirsdag 18. april.
Ludvig Holberg levede i enevældens tid, men havde modet til at spidde den danske folkesjæl i en politisk komedie fuld af gakkede scenarier, bondske konflikter og spraglede karakterer. Kandestøberen får ikke passet sit arbejde og sin familie. I stedet sidder han på kroen og gør sig klog på, hvad der bedst for danskerne og Danmark. I Vejle Musikteater kan man opleve skuespillerne Henrik Koefoed, Mette Horn, Helle Dolleris, Søren Hauch-Fausbøll, Torben Zeller og Sonja Oppenhagen.
“Til den litterære salon diskuteres den originale tekst. Deltagerne skal have læst Holbergs komedie Den politiske kandestøber på forhånd,” fortæller bibliotekar Else Zakarias, som også velkommer teatergæster, der allerede har billet til Folketeatrets forestilling. De deltager gratis i den litterære salon.
Den litterære salon på Vejle Bibliotek torsdag 6. april kl. 19 samt billet til Vejle Musikteater tirsdag 18. april kl. 19.30 koster 230 kr. og kan bestilles på vejlebib.dk. gs