To indbrudstyve taget på fersk gerning i børnehave
Af Lars Saugbjerg
To mænd brød tirsdag klokken 18.56 ind i en børnehave på Lumbyesvej i Fredericia. Desværre for indbrudstyvene blev de observeret af en mand, som stod på sin altan et stykke derfra. Ifølge Patruljecenter Syd så manden, at tyvene kravlede over hegnet, knuste en rude og kravlede ind i børnehaven.
Vidnet kontaktede straks politiet, der kunne anholde indbrudstyvene på gerningsstedet kort efter. De to mænd er 46 og 32 år.