Flere vælger en erhvervsuddannelse
Varde Kommune oplever en lille stigning i antallet af unge, som vælger en erhvervsuddannelse. 20 procent af de elever, der efter folkeskolen tager en ungdomsuddannelse i Varde Kommune, vælger nu en erhvervsuddannelse. Det er en stigning på tre procentpoint i forhold til sidste år, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
På landsplan er 18,5 procent af de unge på ungdomsuddannelserne i gang med en erhvervsuddannelse.
Sidste år ansatte Varde Kommune en såkaldt erhvervsplaymaker, der har til opgave at motivere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Erhvervsplaymakeren arbejder blandt andet med at styrke samarbejdet mellem kommunens erhvervsliv og skoler. I skoleåret 2016/17 har det eksempelvis ført til 115 virksomhedsforløb for kommunens unge.
”Virksomheder i hele landet efterspørger akut kvalificeret arbejdskraft på netop det område, og der har i de seneste år været et landspolitisk fokus på at få flere ind på erhvervsuddannelserne. Lokalt har vi, ud over vores erhvervsplaymaker, for eksempel også oprettet et forløb med erhvervspraktik i kommunens 8. klasser,” siger formand for Udvalget for Børn og Undervisning, Per Rask Jensen.
srj