Fortsæt til indhold

Pensionerede lærere hjælper

For Ahmads fire børn, hvoraf tre af dem er i skolealderen, har det sidste 13 måneder været hårde, eftersom de ikke har kunnet komme i skole. Nu har et par pensionerede lærere taget børnene under deres vinger.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

En af de helt store bekymringer for Ahmad har de sidste mange måneder været, at han ikke har kunnet sende sine børn i skole. Nu har nogle lokale pensionerede lærere så bestemt sig for at hjælpe børnene.

“Det betyder rigtigt meget for os. Det er vigtigt, at børn går i skole,” fortæller Ahmad.
Hans tre børn får nu undervisning af de pensionerede lærere to gange om ugen i 2,5 timer, så de ikke falder helt bagud i forhold til deres jævnaldrende.

“Jeg havde prøvet at få børnene tilbage i den folkeskole, de gik i, før vi rejste, men det har ikke kunne lade sig gøre. Vi får bare at vide, at vi skal flytte ind på et asylcenter, hvis vores børn skal modtage undervisning,” fortæller han.

De pensionerede læreres hjælp bliver også altafgørende i de kommende måneder, hvor myndighederne skal tage stilling til Ahmads appel. Appel-sagen kan nemlig tage op mod et år, hvor Kolding Kommune ikke er forpligtet til at sende børnene i skole.

“Det danske system har ikke behandlet os så godt, men de danske mennesker har. De underviser vores børn og giver os tag over hovedet. Jeg er meget taknemmelig,” sige Ahmad, som håber på, at han trods sagen kan få lov til at sende sine børn i skole igen.