Fortsæt til indhold

“Vi er ikke for sjov. Vi er her for at vinde”

Kim Møller Larsen er en af de personer som i år udfordrer sig selv, når han med to kammerater, deltager ved SlotssøBadet Spar Nord Tri 2017, og udfører sin første 1/10 Ironman.

Arkiv
Af Pia Rohde Stensen

“Jeg vinterbader sammen med nogle kammerater, og vi havde snakket lidt om at deltage. Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at det kunne vi sagtens” fortæller Kim Møller Larsen.

Som resultat af snakken om at deltage, har de tre kammerater udfordret hinanden, tilmeldt sig, og er så småt ved at få gang i træningen.

De har også valgt at sende udfordringen videre, idet de har inviteret henholdsvis Koldings borgmester, og medlem af SlotssøBadets bestyrelse, Jørn Pedersen (V) og direktør i Slotssøbadet, Otto Skak, til at deltage. En indbydelse de endnu ikke har fået en tilbagemelding på.

“Det ville ellers være oplagt med den tilknytning begge har til SlotssøBadet. Det ville give rigtigt god PR,” siger Kim Møller Hansen.

En udfordring

“Det hele drejer sig om, at vi får udfordret os selv på flere forskellige punkter,” fortæller Kim Møller Larsen, som dog vil have fair konkurrence i gruppen.

“Den ene kammerat deltager, men får ikke lov til at være med i udfordringen - Han har nemlig allerede tidligere fuldført et triatlon og deltaget ved forskellige mandehørmsløb, så det ville ikke være helt fair,” tilføjer han med et grin.

HKim Møller Larsen er dog ikke helt fremmed overfor faste træningsritualer og udfordrende sports-begivenheder.

“Jeg er selv vant til at løbe og har deltaget ved forskellige ti-kilometers løb gennem årene,” fortæller Kim Møller Larsen, som dog erkender, at svømning ikke er hans stærke side.

“Jeg kan kun flyde og svømme lidt på ryggen. Derfor er jeg begyndt at svømmetræne. Min anden kammerat er derimod en dygtig svømmer, så han skal fokusere på andre ting i tiden op til. Jeg har nok kun svømmet 200 meter, når han er færdig med svømningen, men så indhenter jeg ham bagefter,” fortæller han og uddyber, at det er noget af en mundfuld, som gruppen af gutter har kastet sig over: “To af os har aldrig prøvet det før, så det er en stor udfordring,” siger Kim Møller Hansen.

Han er allerede nu klar over, at det bliver en hård tur.

“Det er kombinationen. Jeg kan huske, når vi som børn havde været ved Binderup Strand og skulle cykle hjem efter at have svømmet i havet. Det var hårdt,” mindes han.

Dedikation til udfordringen

De tre kammerater har allerede planlagt en træningstur i maj måned.

“Vi tager hele ruten, så vi kan få en idé om, hvad vi er gået ind til - Indtil videre har vi bare snakket, og det er jo den lette del,” siger Kim Møller Larsen.

Kammeraterne har nemlig haft lidt svært ved at finde tid til at træne sammen i foråret - og træning skal der til, hvis de har tænkt sig at gennemføre.

“Men vi er begyndt at svømme sammen lørdage om morgenen, men vi skal nok have gang i lidt mere,” fortsætter han.

Samtidig skal de have helt styr på det nødvendige udstyr.

“Jeg skal også have fundet en cykel - De vil nok ikke godtage at jeg bruger min el-cykel,” griner han og fortsætter:

“Jeg skal ikke ud at investere i en dyr cykel. Bare en god cykel, som jeg også kan bruge efter stævnet.”

Alligevel er der ingen tvivl om dedikationen fra Kim Møller Larsens side.

“Det er ikke for sjovt. Det drejer sig om at vinde,” slutter han af.