Fortsæt til indhold

Rigtige Mænd Sjakket er en mulighed for at komme bedre i form.

Arkiv
Jørgen Flindt

Det kan være hårdt at være en rigtig mand. For konen vil ikke have, man bliver alt for lækker. Men nogen skal jo være en rigtig mand, og hvad så alle I mænd i Skærup, er I mere seje end dem længere henne ad vejen i Smidstrup. Og hvad med jer i Vonge, er I egentlig mere mænd end dem i Kollemorten? Og hvad med…..ja, indsæt endelig selv bynavne.
For svaret er jo, at vi ikke ved, hvilke områder af kommunen, der har de sejeste mænd, men nu er der en måde at finde ud af det. Tilmeldingen til 'Rigtige Mænd Sjakket' er åben, og det projekt vil for alvor finde sin begyndelse i starten af april.
Alle mænd kan deltage, og projektet går ud på, at man samler et sjak på fem mænd (tre til syv mænd), og derefter følger man det samme træningsprogram og dermed samme udfordringer, som de 'Rigtige Mænd' på DR bliver udsat for.
”Men hvis du tror, det bliver et bøvlet forløb med masser af mærkelige madopskrifter, så kan du tro omgang. Det er lige til at gå til. Et sjak er en bøvlfri zone,” forklarer Jakob Søndergård, der er manden, som både guider de rigtige mænd på TV, og alle dem i de mange sjak, godt gennem øvelserne.

Kigger kvinderne?

De deltagende mænd i et sjak indgår i et forpligtende fællesskab, hvor de digitalt får øvelserne og holder hinanden 'i ørene'. Så kan man se, hvordan det går med sjakket i nabobyen eller for den sags skyld dem fra det indre København.
Et sjak kan vælge at fællestræne helt fysisk i stuen, i laden, på græsplænen, i fitnesscentret eller hvor det nu er muligt, men man kan også lade det ske digitalt. Det vigtigste er, at fællesskabet forpligter, for alle i ens sjak er lige vigtige, da det er sidste mand, der tæller.
Hvis man ønsker at lavet et sjak, så er det vigtigt at understrege, at et sjak kan laves i alle former, så et byhold er absolut ikke et krav. Gutterne i sjakket må være naboen, kollegaen, broderen, landbokonsulenten, fitnessinstruktøren, fætteren fra Thisted. Kun fantasien sætter grænser.
Man kan også tilmelde sig helt alene, og så blive sat på et hold af andre, der ikke kan sætte et hold.
Men bliver det et byhold fra jeres by/område, så må vi jo se, om I er mere mænd end dem fra nabobyen.
Selvfølgelig er I det. Måske. Det ender måske med en små-utilfreds kone, for du bliver mere og mere lækker, så kvinderne i byen sender lange blikke i din retning. Skidt pyt. Det lever en rigtig mand med.
Man kan se mere om projektet og tilmelding på rigtigemænd.dk