Fortsæt til indhold

Upassende jyder får grinene frem

Arkiv
Arkiv

Sketchshow-successen Nyt fra Jylland er draget ud på deres første turné og onsdag 26. april kl. 20 rammer de Tøjhuset i Fredericia.
De to jyder Joachim Jepsen og René Riis har sammen skabt det populære og finurlige univers Nyt fra Jylland, og med sig på scenen har de en række upassende og udspekulerede karakterer.
Som selvudnævnt konferencier fra A-listen vil Flemming Betjent føre an i løjerne med tvivlsom assistance fra Kørelærer Knudsen. Musikken leveres af country-duoen Jimi og Freddy Band, hvis Flemming ellers ikke har andre planer for den følsomme Freddy. Der er førstehjælpskursus i særklasse af Redderne Lars og Ole, og muligheden for at vinde en flaske skævhals, når radiopigerne Lulu og Marianne sender live fra scenen. Og konflikten blomstrer stadig mellem den temperamentsfulde Aksel og hans kærlige nabo Frans.
Comedy-duoen startede deres samarbejde på DR-Satire i 2010, og nu turer de rundt i landet. Billetter på www.tojhuset.billetten.dk eller i Tøjhuset, Gothersgade 34. jesl