Slut med at fodre gæs
Det er nu forbudt at fodre gæs bed Guderup Mose
Gæs er blevet så stor en plage, at Sønderborg Kommune nu indfører fodringsforbud ved Guderup Mose.
Forbuddet skal være med til at normalisere antallet af gæs, få græsset til at vende tilbage og genskabe fredelige tilstande for parkens mange gæster og det øvrige fugleliv.
Guderup Mose og parken omkring den er en grøn oase midt i byen, som dagligt tiltrækker mange gæster på en lille hyggetur - ikke mindst beboere fra plejecentret lige i nærheden samt dagplejere og andre med børn. Mange fornøjer sig med at fodre andefuglene, og det har nu tiltrukket så store mængder gæs, at der etableres fodringsforbud for at begrænse mængden.
“Gæssene er desværre blevet så mange, at det er et problem. Vi har fået klager fra borgere, der er bange for gæssene. De kan også godt blive ret aggressive, mens de har ællinger. Samtidig er det et problem, at gæssene i så store mængder fortrænger andre fuglearter, ligesom de ødelægger græsset og truer vandkvaliteten. Et drastisk og formentlig mere effektivt middel ville være, at vi kontaktede en skytte og fik skudt nogle af gæssene, men nu prøver vi, om ikke et mere mindeligt forsøg med et fodringsforbud vil betyde, at gæssene søger væk,” siger jordbrugsteknolog Kristian P. Nordstrøm, Sønderborg Kommune.
Han forklarer, at der i mange år har været gæs i området i fin balance med andre fuglearter. Problemet er bare, at gæssene nu er blevet for mange.
“Vi håber samtidig, at begrænsningen vil medføre færre ekskrementer og dermed, at græsset vil gro bedre. Det er planen, at vi bygger en pavillon i parken i år, og så vil det jo være rart, om området omkring også ser godt og indbydende ud,” siger Kristian P. Nordstrøm.
Der bliver sat et skilt op om, at et fodringsforbud er iværksat, og forvaltningen vil så følge med i, om det har den ønskede effekt.