Fortsæt til indhold

Nyt galleri i Fredericia

Galleri 39 slår dørene op for en fælles fernisering for et særligt udvalg af kunstnere

Arkiv
Arkiv

'KunstSpiralen' er lukket, men en ny gruppe har overtaget foreningens lokaler i Prinsessegade 39. Fredericias nye galleri hedder 'Galleri 39'.
Den nystiftede forening har sat sig et stramt mål i at ville højne kvaliteten af den kunst, som udstilles, og samtidig være garant for en god og dynamisk gallerioplevelse. Bestyrelsen af Galleri 39 har valgt, at alle, som søger om optagelse i foreningen, skal kunne passere en ekstern censurering før optagelse.
Første udstilling åbner 8. april.
“Der er sammen med den eksterne censor fundet 15 kunstnere, som alle har fået deres værker godkendt, og det er deres fælles fernisering, vi slår dørene op for 8. April,” oplyser bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Der vil være værker repræsenteret i et bredt udsnit af alle genrer indenfor kunst. I galleriet vil der jævnligt være udskiftning af værker af de enkelte kunstnere.
“Derudover vil udvalgte eksterne kunstnere løbende blive inviteret indenfor, så vi kan tilbyde dem et spændende udstillingslokale for deres publikum, samtidig med at det medvirker til en dynamisk gallerioplevelse over tid.”
Fællesferniseringen 8. April er kl. 10–14, Prinsessegade 39. Kl. 11 holder formanden for Fredericia Kultur- og Idrætsudvalg Lars Ejby åbningstalen.
De udstillende kunstnere er: Solveig Lauridsen, Vibeke Hoffmann, Marianne Fetters, Majbritt Henriksen, Joanna Harbo, Karina Flindt Andersen, Betty Nielsen, Doris Christine, Ole Wettergren, Flemming Kastaniegaard, John Ellermann, Preben Andersen, Susanne Wiese, Philipp Braun og Jesper Rørbye. Gæsteudstiller: Niels Steen Sørensen med malerier.