Fortsæt til indhold

Påskedug i Sædden Kirke

Arkiv
Arkiv

I Sædden Kirke er der fra nu – og til og med ugen efter påske - mulighed for at opleve den dramatiske påskefortælling i ord og billede og selv være med. Det kan man gøre ved at gå på den 22 meter lange påskedug, der er lagt ud i kirken og langs vejen læse fra evangeliernes fortælling om den første påske.

Man bevæger sig på palmegrene, igennem sand, over bordet hvor Jesus spiste sit sidste måltid med sine disciple, videre til Getsemane have, er tæt på tilfangetagelsen, afstraffelsen, på Via Dolorosa – den tunge vej til Golgata, og i korsets skygge udtrykkes vejen ind i mørket og siden, efter total mørke, et møde med opstandelsen.

Via Dolorosa er på påskedugen en traditionel romervej med toppede brosten, men det bliver også en ordinær dansk landevej med striber. Fortid og nutid er blandet således, at lidelseshistorien taler ind i en hverdag, vi kender.

Påskedugen kan ses – og vandres på – i kirkens og kontorets åbningstid og selvfølgelig også i forbindelse med alle påskens gudstjenester.