Fortsæt til indhold

Hele kommunen spiser sammen

Varde Kommune er med i “Danmark Spiser Sammen” i uge 17

Arkiv
Arkiv

Som del af det landsdækkende initiativ “Danmark Spiser Sammen” inviterer Varde Kommune til fællesspisning og samvær i uge 17.
Initiativet er en del af indsatsen mod ensomhed og handler om at skabe nye fællesskaber.
”Ensomhed er desværre et stigende problem. Det er ikke kun en lokal tendens i Varde Kommune, men desværre en udvikling, der ses i hele landet. Derfor vil vi i Varde Kommune gerne være med til at sætte fokus på følgeskab og fællesskab,” siger formand for Udvalget for Social & Sundhed Thyge Nielsen i en pressemeddelelse.

Spisearrangementer

I løbet af uge 17 vil der være tre spisearrangementer i Varde Kommune. Tirsdag 25. april inviterer Ældresagen, Indre Mission og Varde Kommune til fællesspisning på Rådhuset med rundvisning, fællessang og underholdning ved Nils Adrian. Arrangementet er målrettet ældre borgere fra land og by og fokus er på følgeskab og fællesskab.
Onsdag 26. april inviterer Samstyrken, Psykiatrien, Østbækhjemmet i samarbejde med Ældre Sagen i Ølgod til bankospil og fælles kaffebord i Kulturhuset i Ølgod.
Fredag 28. april afholdes et fællesskabsarrangement for elever på Campus Varde. Der vil være mulighed for forskellige aktiviteter som blandt andet brætspil, bordtennis, Skam-maraton og meget mere. Arrangementet afsluttes med en koncert med sangerinden og sangskriveren Mathilde Falch. Hun har selv haft en svær ungdom og deler sine følelser og tanker i sine sange, og lægger på ingen måde fingre imellem. Mathilde Falch er datter af sangeren Michael Falch.

Opfordring

”Vi håber, så mange borgere som muligt vil mødes og hygge omkring et måltid eller et af de mange andre arrangementer, der finder sted i uge 17. Jeg vil gerne opfordre alle til at tage en ven, bekendt, nabo, studiekammerat eller et familiemedlem med under armen,” siger Thyge Nielsen.
Gå ind på www.danmarkspisersammen.dk og få mere viden og find et arrangement eller en fællesspisning i nærheden af dig.