”Vi kalder den vaniljeskoven”
Onsdag den 5. marts kunne børnene fra Børnehaven Gl. Kongevej indvie parken Vild med Vilje sammen med naturvejleder Peer Høgsberg fra Kolding Kommune og Vild med Vilje-medarbejderne fra By- og Udviklingsforvaltningen, Julia Gram-Jensen og Marie Muxoll.
Børnehaven Gl. Kongevej har været en del af det tværgående projekt bag Koldings nyeste park og var derfor med til åbningen, hvor tre af børnene fik lov til at klippe den røde snor.
”Vi kalder den vaniljeskoven, fordi det er lettere for børnene at sige. Det kommer sig egentlig af at jeg ved en fejl kom til at sige Vild med Vanilje,” fortæller Souschef i Børnehaven Gl. Kongevej, Lene Bech Køhler, som i dagens anledning har taget vaniljekranse med.
Efter at have klippet snoren og have nydt en vaniljekrans, var det tid til blandt andet at sætte fuglekasser og et egernbo op i træerne i parken. Også her har børnene fra Børnehaven Gl. Kongevej deltaget aktivt i projektet.
”Vi har malet de fuglekasser, der skal sættes op, og til samling har vi snakket om, hvilke fugle kan bo i de forskellige fuglekasser og sunget sange om fuglene,” fortæller pædagog i Børnehaven Gl. Kongevej, Louise Rosenlund.
Naturvejleder i Kolding Kommune, Peer Høgsberg, som i starten af projektet kontaktede børnehaven og bad dem deltage, har nydt samarbejdet.
”Det er helt vidunderligt at arbejde med børn i den aldersgruppe. De er så umiddelbare og ligetil. Jeg synes, det er et privilegium at få lov til at lege med dem,” siger han.
En skovlegeplads
Fuglehusene og egernboet blev sat op, og mens nogle af børnene fra Børnehaven Gl. Kongevej hjalp med at bygge et pindsvinebo, legede nogle af de andre børn i parken.
”Det er en skovlegeplads, hvor børnene kan bygge huler eller kan klatre, uden at der er langt at falde. Højest en halv meter. Så fantasien får frit spil, og de kommer lidt på eventyr,” fortæller Peer Høgberg, mens han kigger på de legende børn.
Marie Muxoll fra By- og Udviklingsforvaltningen har også deltaget i projektet og er glad for resultatet.
”Det er dejligt at se, hvordan børnene tager det til sig, det er jo de færreste, der har sådan et vildnis derhjemme. Et vildnis, hvor de kan bygge huler af træ og have fornemmelsen af at være i et fort, eller bare lege gemmeleg eller fangeleg. Det er godt for motorikken og fremmer deres forståelse for naturen,” siger hun.
Børnehaven Gl. Kongevej er heller ikke i tvivl om at de fremadrettet vil komme til at tilbringe en del timer i Vild med Vilje Parken, eller Vaniljeskoven, som de jo kalder den.
”Det er meget oplagt at bruge parken, fordi den er så tæt på, og har vi snakket om at være her lidt mere i en periode. For eksempel have en uge, hvor vi er her om formiddagen alle dagene, for at give børnene mere ejerskab over den,” fortæller Louise Rosenlund, som glæder sig til dyrene er flyttet ind.
Vild med Vilje
Det er ikke helt tilfældigt, at parken er kommet til at hedde Vild med Vilje.
”Vi har siden sidste år ladet græsset vokse sig langt for at give bedre vilkår til, at vilde blomster kan vokse frem og for at fugle, smådyr, insekter og sommerfugle kan leve i parken. Græsset vil blive høstet til hø en gang om året,” fortæller Julia Gram-Jensen, som på vegne af By- og Udviklingsforvaltningen har været en af drivkræfterne i projektet.
Julia Gram-Jensen fortæller videre om projektet.
”De grønne områder skal øge oplevelses- og naturværdien, blandt andet ved forskellige tiltag, som medfører, at der kommer flere fugle, blomster, insekter og svampe. Derfor har vi i driften tænkt meget over, hvordan vi kan skabe levesteder i stedet for at fjerne dem. Det er også en af grundende til, at vi har ladet grene og træer, som er fældet, blive liggende,” siger hun.
Selvom Vild med Vilje parken allerede er et hit hos Børnehaven Gl. Kongevej og beboerne i området, mangler der lidt inden den er helt færdig.
”Dyrene skal lige flytte ind, og så skal vi have anlagt nogle opholdsarealer og nogle stier,” fortæller Julia Gram-Jensen om parken som alle er velkomne til at benytte.
”Den er tilgængelig fra flere af vejene omkring det grønne areal,” slutter hun af.