Fortsæt til indhold

Der er en stor nyhed på vej

Esbjerg Storcenter kan godt overleve Broen, tror Verner Thomsen

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Det har været hårdt på det sidste. Det lægger Verner Thomsen, centerchef i Esbjerg Storcenter, overhovedet ikke skjul på, når snakken går på Broen i Esbjerg. Det nye centrale shoppingcenter har nemlig snuppet to af Esbjerg Storcenters markante butikker med Kvickly og Bahne. Men ifølge Verner Thomsen skal det hele nok gå rigtig godt for storcentret.
“Der er plads til både Broen og os i Esbjerg. Vi skal bare lige finde vores ståsted, efter vi har mistet to markante butikker til dem,” fortæller han og fortsætter:
“Havgusen har ligget længe over os, men nu er den ved at lette.”
Måske når havgusen faktisk fuldstændig at forsvinde samtidig med, at Broen nu er åbnet. For der er nemlig nyt på vej fra storcentret.
“Vi er meget tæt på at få lukket nogle aftaler, som får stor betydning for centret,” fortæller han hemmelighedsfuldt.

Nye trækplastre til centret

Verner Thomsen vil ikke afsløre, hvem det er, der lige nu bliver forhandlet med. Men han vil gerne gå så langt at sige, at det blandt andet drejer sig om en dagligvarebutik.
“Vi skal have en ny dagligvarebutik. Det er vi nødt til, når Kvickly har valgt at rykke over i Broen. Og så skal vi også have to andre større butikker,” lyder det stadigvæk lettere kryptisk fra centerchefen.
Nærmere vil han ikke komme ind på, hvad det er for nogle slags butikker. Ifølge hans egne ord drejer det sig om store butikker, som skal være centrets nye trækplastre. Og lykkes det at få lukket aftalerne, så bliver Verner Thomsen en meget lykkelig centerchef.
“Det vil være virkelig godt. Så vil jeg gerne sige, at jeg er mere glad, end jeg var i 2008, da jeg kom ind i centret,” fortæller han.
Men kan du forstå, at nogle butikker i centret er ved at miste tålmodigheden?

“Jeg kan godt forstå, at de er frustrerede. Det er jo deres eksistensgrundlag, der er på spil. Men det er en lang proces, og nu er vi meget tæt på at være i mål,” fastslår Verner Thomsen endnu en gang.