Fortsæt til indhold

Kampagne skal sænke farten i Kolding

Bilister vil møde skilte langs vejen, der opfordrer til at lette foden fra speederen

Arkiv
Arkiv

Hvert år ringer politiet på døren hos mange familier for at fortælle, at et nært familiemedlem har mistet livet i en trafikulykke og aldrig mere kommer hjem. Det smertelige tab skal færre udsættes for i fremtiden.

Alene i Kolding Kommune har 17 mennesker mistet livet og 158 er kommet alvorligt til skade i trafikken i løbet af de sidste fem år. Der er for høj fart involveret i mange af ulykkerne på vejene. Det betyder, at hvis man kan få flere til at overholde fartgrænsen, vil antallet af trafikulykker falde.

Skilte virker

Derfor gennemfører Kolding Kommune og Rådet for Sikker Trafik i de første tre uger af april en kampagne, der skal få flere til at overholde fartgrænserne.

“Selv de små hastighedsoverskridelser koster liv og skader personer. Hvis man kører for stærkt, så skal man bruge flere meter på at bremse, hvis der sker noget uventet i trafikken. Det er budskabet med vores kampagne”, siger Steen Langhoff fra Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Langs kommunens veje er der opsat skilte med teksten 'Sænk Farten – før det er for sent'. En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at kampagneplakaterne får 35 procent af de bilister, der kører for stærkt, til at sænke farten.