Dæmonen og dragen
Den gamle park har fået en ny oplevelse: Virtual reality giver ekstra sus i maven, når du drøner af sted med Dæmonen
Som om 77 kilometer i timen, tre loops og 4G ikke er nok: Tivolis rutsjebane, Dæmonen, har fået tilført yderligere vildskab for de, der tør: Virtual reality.
“Det er vigtigt for os, at vi hele tiden fornyr os og løbende udvikler Tivoli til glæde for gæsterne,” siger Tivoli-direktør Lars Liebst.
Og den virtuelle tilføjelse på Dæmonens i forvejen vilde ridt ser i dén grad ud til at være til glæde for gæsterne. I hvert fald var der smil og skrig på læben af de modige Dæmonen-ryttere den dag, Lokalavisen var på besøg for at tage pulsen på den nye oplevelse.
Dæmonen er den første rutsjebane i Skandinavien, der får en virtual reality-dimension.
Hvis man vil have den nye oplevelse med, skal man betale 25 kroner ekstra for en tur med Dæmonen. Og man skal tage beslutningen, senest når den sædvanligvis lange kø deles op i to på de sidste meter inden adgangsbommen. Hvis man tilvælger virtual reality-oplevelsen, placeres man i Dæmonens midterste rækker, hvorefter personalet hjælper en med at få udstyret monteret inden afgang. Og så er det ellers bare af sted!
Drager og raketter
Oplevelsen bag virtual reality-brillerne er tilpasset Dæmonens fysiske bevægelser, så G-kræfterne passer med de indtryk, brillerne giver passageren. Og oplevelsen inde bag brillerne er helt speciel:
“Jeg startede med at sidde i transportvogn på en fyrværkerifabrik. Men så løb vognen løbsk, og en stor ildsprudlende drage bed kæden over, så jeg bare faldt og faldt,” lød det fra 12-årige Marie efter hendes første 80 sekunders-tur i sædet med brillerne på.
Hun ville gerne have taget en tur mere, men køen var for lang.
Den virtuelle oplevelse fortsætter, helt ind til personalet tager brillen af passageren.
Orangeri og Astronomen
Tivoli-direktør Lars Liebst fortæller, at Dæmonens virtual reality-oplevelse ikke er Tivolis eneste nyhed i år.
“Vi har bygget et stort orangeri med musikscene, og vi får fast onsdagsfyrværkeri fra maj. Sammen med nye, ambitiøse madkoncepter og forlystelsesnyheden Astronomen til de mindre gæster, skal det altsammen være med til at cementere vores strategi om at blive en helårsvirksomhed, der er mindre påvirkelig for vejrets lune,” siger Lars Liebst.
Dertil kommer en række nyheder i indretningen af parken.
@Fakta Brod Weekend:Tivoli har hvert år omkring 4,6 millioner gæster, hvilket gør parken til landets største turistattraktion.
Sæsonen 2017 byder på over 250 koncerter.
Det var vildt!
Marie, 12 år Efter virtual reality-tur med Dæmonen