Fortsæt til indhold

Lokal designer har kreeret nye giftekåber

Giftefogederne på Haderslev Rådhus kan nu trække i en ny kåbe

Arkiv
mhe

Haderslev Kommunes giftefogder har længe trængt til en ny giftekåbe. De gamle var upraktiske og også slidte, og derfor blev den lokale designer Elsebeth Hede Jensen fra E-beths sat på opgaven.
”Det er altid spændende, når det er ting, der skal have en funktion. Det er lidt anderledes, end det jeg ellers plejer at lave,” siger Elsebeth Hede Jensen, der normalvis designer og syr unikakjoler og -tøj.
Den nye giftekåbe skiller sig ud fra de nuværende kåber. Fx er ærmerne helt korte, så de ikke generer under selve vielsen, og så er den lavet i uld og velour og er helt sort.
Det har taget lidt tid for Elsbeth Hede Jensen at finde den rette model. For det er vigtigt, at alle giftefogder kan føle sig godt tilpas i den.
”Vi har klippet, klistret og prøvet et par gange, inden vi fandt den rigtige model. Det største arbejde er altid at lave modellen,” siger Elsebeth Hede Jensen.
Giftekåben er nu færdig og afprøvet af giftefogderne på rådhuset. Chef for Borgerserivce, Anne-Mette Michelsen, er rigtig glad for resultatet.
”Det har været vigtigt for os, at den kan passes af alle, og at man fremstår myndig og værdig, når man tager den på. Man skal helst kunne se, hvem der er giftefoged i et selskab,” siger hun.
Giftefogderne vier knap 250 par om året. Det gælder både vielser på og uden for rådhuset. /mhe
/mhe