Fortsæt til indhold

Lunderskov Boldklub hyldede sine frivillige

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Lunderskov Boldklub kunne i weekenden tage hul på en helt ny tradition, der fremadrettet skal sørge for mere sammenhold i klubben.

“Alle fodboldklubber klargør sine baner til den nye sæson, men vi vil gerne have det mere officielt, så vi lavede flaghejsning og samlede klubben på den måde - og det vil vi gøre fremover også,” siger Leif Garne, som er formand i Lunderskov Boldklub.

Samtidig havde formanden sørget for en mahogni-tavle, hvor de særligt engagerede fra klubben - 'Årets LB'er' - fremover vil kunne se sine navne engraveret i messingplader.

“Vi er en klub med en lang historie bag os, og vi havde 40 års 'Årets LB'er', som ikke var blevet hyldet med andet end en flaske vin og deres navn i et excel-ark,” fortæller formanden.

Derfor blev alle tidligere 'Årets LB'er' inviteret til afsløring af den nye tavle, som borgmesteren var mødt op for at løfte sløret for.

“Flere af dem havde vi ikke set i mange år - frivillige forældre stopper som regl, når deres børn gør - så vi besluttede os for at lave en klub for dem, så de fremadrettet kan komme med inputs og gode råd til bestyrelsen,” slutter Leif Garne.