En diagnose kan hjælpe videre
Der gik mange år, før Martin fik den rette hjælp og en tro på, at han dur til noget. Det hjalp ham at få diagnosen hjerneskade fra fødslen. Skaden har givet ham problemer med at koncentrere sig og tage imod flere informationer på én gang, og han er blevet stemplet som en, der ikke gad høre efter.
Det er selvfølgelig ønskeligt, at personer som Martin får tidligst mulig hjælp i skolen og på arbejdsmarkedet. Det siger sig selv, at jo tidligere man får hjælp, jo bedre vil man klare sig op igennem skoleårene og senere på arbejdsmarkedet.
I Folkeskolen skal man sikre, at alle børn får noget ud af undervisningen.
”Hvis der er problemer med indlæring, og lærerne i samarbejde med andet fagpersonale - PPR. psykologer med flere - ikke selv kan løse problemerne, kan der visiteres til Børne- og ungdomspsykiatrien – hvis det er behovet. Det er dem, der stiller diagnoser som hjerneskade, ADHD, bipolar lidelse (manio depressivitet) eller autisme,” siger skolechef i Varde Kommune Karen Mortensen.
Men det kræver, at forældrene medvirker, siger hun:
“For nogle forældre er det svært at erkende, at deres barn har en diagnose. Vi vil jo alle sammen helst, at vores børn er velfungerende. Der foregår også en del arbejde fra skolens side i forhold til at hjælpe forældrene med at blive klar i den erkendelsesproces. En diagnose kan være medvirkende til man bedre kan give barnet den hjælp, det har behov for,” siger Karen Mortensen.