Fortsæt til indhold

Kvist Industries engagerede de unge

Møbelfabrikken Kvist Industries var første virksomhed i nyt erhvervsrotationsforløb for unge

Arkiv
Nina Møller

Praktikdagen hos Kvist Industries er lovende for det samlede forløb i det nye forløb Erhvervsrotation,
“Det har været godt. De lægger hårdt fra land. De har godt nok gjort rigtig meget ud af det,” siger erhvervsplaymaker hos ProVarde Kasper Bech Pedersen.
Erhvervsrotation er et forløb i samarbejde med Varde Ungdomsskole og skolens nye ungekoordinator Ulrikke Bendtson.
Det er for unge, som har brug for et ekstra skub til at finde ud af, hvad de har lyst til at arbejde med. De tages ud af deres normale skoleundervisning, og forløbet er målrettet de enkelte elever modsat de gængse praktikforløb.
Kvist Industries er første sted. De unge skal også besøge Bent Pedersen, Anneberg Limtræ og P. Jensen & Sønner, og til maj slutter de på Rybners Tekniske skole.
“Vi kalder det live UU, hvor de finder ud af, hvilke kurser kan kvalificere dem til det, de har fået lyst til,” fortæller Kasper.
I Erhvervsrotation indgår også social læring om, hvordan man opfører man sig på en arbejdsplads.

For egen vindings skyld

Erhvervsrotation er også til fordel for virksomhederne. De skal gøre noget aktivt nu, så de unge vælger de uddannelser, der skal til for at arbejde i deres branche. Det påtager sig en del af ansvaret ved at gå med ind i dette projekt, fortæller værkfører hos Kvist Industries, Knud Erik Birkmose:
“Vi vil gøre de unge interesserede i det, vi laver. Inden for møbelindustrien er det svært at få kvalificeret arbejdskraft.
Mange vil gerne arbejde med computere, og det gør man jo ikke som møbelsnedker. Der er færre, der tager en industriel uddannelse. Derfor vil vi gribe dem nu og forhåbentlig høste frugten af det. Det er i alles interesse, at vores unge mennesker har noget fornuftligt at tage sig til, så de ikke falder hen til en side, der ikke er så god,” siger han.
Virksomheder, som kunne tænke sig at være med, skal kunne tilbyde at lade de unge prøve forskellige opgaver, mener Knud Erik Birkmose:
“Det gælder om at skabe interesse, så vi skal lade dem få fingrene lidt i det,” mener han.
Og tovholder Ulrikke Bendtsen er begejstret:
“Jeg synes, det har været supergodt. Kvist har haft dem kørt rundt to og to, Det var godt, at det var delt op. Det giver noget. Kvist har været rigtig dygtige til at give dem opgaver og har snakket om alle mulige forskellige fag. Over frokosten snakkede de også om, at de var overraskede over, hvor mange forskellige job der er på fabrikken. De har også fået øjnene op for, at mange er selvlærte. Det er ikke nødvendigt at få en ungdomsuddannelse. Mange ting er specifikke, så Kvist vil hellere selv lære dem det.”
FAKTA
Erhvervsrotation skal - efter denne pilotperiode - blive et hold, man kan gå til på ungdomsskolen forår og efterår.
virksomhedsbesøgene varer fra 10-15 med timer på skolen fra kl. 8 før og til 16 bagefter.