Fortsæt til indhold

Spejderlejr vil gerne have besøg

Beboere på Kær fik orientering om sommerens store spejderlejr. Infomøde for alle 22. april

Arkiv
Arkiv

Flere beboere på Kær fik ved generalforsamlingen i Kær Halvø Landsbylaug information om, hvad de kan vente som naboer til Spejdernes Lejr.
Ikke nok med, at Kær Halvø 22.-30. juli bliver invaderet af op mod 40.000 spejdere og 100.000 gæster til Spejdernes Lejr. Flere beboerne på Kær har også udsigt til en invasion af deres egne familier, som er nysgerrige efter at opleve spejderlejren.
Karen Dahl på Hestehave får alle sine søskende på besøg - endda fra London, så husstanden udvides fra 3 til 16 personer på grund af spejderlejren.
“Ja, de kommer til at fylde op med campingvogne og telte,” fortæller Karen med et stort smil.
Det samme gælder hos Poul Madsen på Tombølgårdvej.
“Jeg regner med at få besøg af en del familie, som kommer fra Silkeborg-området,” siger Poul, der i det hele taget glæder sig til at opleve lejren:
“Jeg skal helt sikkert prøve at spise i lejrens restaurant,” kommer det med et smil fra Poul.
Han har netop hørt lejrchef Richard “Rikki” Engelholm fortælle om, at der på lejrens centrale torv blandt meget andet bliver rejst en restaurant på 1000 kvadratmeter.

Lejr åben for gæster

“Der bliver ikke hegn om lejren - og heller ikke et mentalt hegn. Vi vil meget gerne have gæster. Der er gratis adgang og åbent alle dage kl. 8-22, så man kan gå rundt og se, når spejderne brænder havregrøden på om morgenen, man kan være med til nogle åbne aktiviteter om dagen, og man kan opleve de store events, der foregår på sceneområdet flere aftener i løbet af lejren,” fortalte lejrchef Rikki, som dog minder om, at man skal lade hunden blive hjemme, da lejrpladsen vil være lukket for dyr.
Selv om beboer på Kær Poul Madsen igennem de seneste år allerede ved flere lejligheder er blevet informeret om Spejdernes Lejr, var han denne aften dukket op til generalforsamlingen for Kær Halvøs Landsbylaug, der begyndte med en orientering om lejren.

“Der bliver ikke hegn om lejren - og heller ikke et mentalt hegn. Vi vil meget gerne have gæster. Der er gratis adgang og åbent alle dage kl. 8-22,” fortalte lejrchef Richard Engelholm, da naboerne til Spejdernes Lejr ved generalforsamlingen for Kær Halvøs Landsbylaug fik en orientering om lejren.

Informationsmøde 22. april

“Det bliver jo mere og mere konkret, hvad vi kan fortælle,” sagde kommunens projektleder for lejren, Mikkel Harritslev. Han orienterede blandt andet om trafikforholdene, der især vil blive en udfordring på ankomstdagen lørdag 22. juli, når ca. 600 busser og 3000 biler skal ind til lejren.
“Så det er ikke lige den smarteste dag for jer som beboere at køre ærinder ind til Sønderborg,” lød det fra projektlederen, som også advarede om afrejsedagen, søndag 30 juli.
Trafikudfordringerne får ikke beboeren Poul Madsen til at flygte ud af området:
“Hvis vi må vente en halv time, så er det en del af oplevelsen. Det dør vi ikke af!”
Alle kan komme og høre om Spejdernes Lejr ved et informationsmøde lørdag 22. april kl. 10-13. Det foregår på Løkkegård på Kær Vestermark, og programmet omfatter en guidet tur i området enten til fods eller på cykel.