Fortsæt til indhold

Vores fælles skoler leverer

Arkiv
Arkiv

Christian Haugk (S)
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget
Vranderupvej 45
6000 Kolding


Kolding Kommunes folkeskoler ligger igen i år i top fem på landsplan – faktisk på en flot andenplads. Som formand for Børne- og Uddannelsesudvalget er det klart, at jeg sammen med udvalget er stolt af resultatet.

Ikke kun, fordi vi på landsplan igen gang viser, at vores fælles skolevæsen er blandt landets absolut bedste. Men fordi resultatet gør en forskel for det enkelte barn.
Kolding Kommunes folkeskoler løfter den enkelte elev mere end man kan forvente – det, der fagligt kaldes undervisningseffekten.

Det betyder, at den enkelte elev klarer sig bedre end forventet, når man sammenligner med den sociale baggrund. Det er vigtigt, for det viser at vi på vore skoler evner at se potentialet i hver enkelte elev og sikre, at eleven får et højere fagligt niveau end det forventede.

Vores dygtige og engagerede medarbejdere – pædagoger, lærere og ledelse - formår at skabe en skoledag, der løfter mulighederne for hver elev. Børnene får forløst deres potentiale, og det betyder forhåbentlig også at flere kan bryde med den sociale arv og generelt få flere muligheder i livet.

Det er et flot resultat, som vi alle er stolte af. Udover at sende en kæmpestor cadeau til medarbejderne på skoler og i forvaltningen, så er det en motivationsfaktor også for os politisk.

Vores ambitioner om at sikre de bedste muligheder for vore børn og unge får igen et klap på skulderen. Vi kan i fællesskab ranke ryggen og kæmpe videre for de børn og unge, der skal bære vores samfund videre.