Fortsæt til indhold

Robert sætter mennesket i centrum i Den Blå Oase

40-årige Robert Refslund-Nørgaard afløser Hanne Kristesen som leder

Arkiv
Arkiv

Robert Refslund-Nørgaard er fra april 2017 ny leder på Blå Kors' værested Den Blå Oase i Aabenraa. Robert Refslund-Nørgaard overtager stillingen fra Hanne Kristesen, der efter 19 år i stolen har valgt at trække sig.
“Jeg glæder mig til at kunne være en støtte for de borgere, som bruger Oasens tilbud. For mig er mennesket i centrum, og Blå Kors' værdier om nærvær, faglighed og troen på nye muligheder for den enkelte passer godt med mit livssyn,” siger Robert Refslund-Nørgaard.
Robert Refslund-Nørgaard har været ansat som vikar i Den Blå Oase siden december 2016. Han er uddannet driftsleder i landbrug og har suppleret uddannelsen med merkonomfagene ledelse og samarbejde.
Fra 2010-2016 var Robert Refslund-Nørgaard teamleder i Tanzania, hvor han boede sammen med sin familie i storbyen Dar es Salaam. Hans primære opgave var at være daglig leder for de øvrige udsendte fra Luthersk Mission.
Robert Refslund-Nørgaard er gift og har tre børn i alderen 9, 12 og 14 år. Han har sønderjyske rødder og bor i Klovtoft lidt udenfor Rødekro.
I fritiden nyder Robert Refslund-Nørgaard at være sammen med sin familie og trives desuden med at lave praktiske ting ved hus, bil og have.