Ny stof- og garnbutik åbner op i Esbjerg N
Loppemarkedet Guld & Rod åbner selvstændig garn- og stofbutik på samme adresse
Er du vild med at sy, strikke eller hækle, er du ikke alene. Faktisk er denne gør-det-selv hobby de senere år gået hen og blevet en trend over hele landet. Ofte kan det dog være svært at finde de helt rigtige stoffer, garner eller strikkekits, men nu bliver det måske en smule nemmere i Esbjerg.
Torsdag åbner stof- og garnbutikken Sting & Stoffer på adressen Østre Gjessingvej 9. En velkendt adresse for flere, da det er her at loppemarkedet Guld & Rod har til huse. Og det er faktisk dem, der nu har valgt også at tilbyde alt inden for stof, garn og sytilbehør.
“Vi havde noget ledig plads i vores eksisterende butiksarealer, så det valgte vi at tænke ind. At det lige blev en stofbutik, vi satser på, er ikke så overraskende. For vi ved, at der her i regionen findes et hav af 'gør det selv-entusiaster'. Det er dem, vi gerne vil servicere med en butik på et meget højt, professionelt niveau,” fortæller direktør Jesper Petersen i en pressemeddelelse og tilføjer, at der i denne målgruppe er mange, der også er interesseret i genbrugsting.
“Hos Sting og Stoffer har vi anstrengt os for at have et stort sortiment. Der er både eksklusive stoffer til den elegante kjole, og til hverdagstøjet. Vi er især stærke på stoffer til børn, da vi har fået hjælp af en børnetøjsdesigner igennem hele indkøbs forløbet til at udvælge de rigtige moderigtige stoffer til børn, og til at sikre kvaliteten. Det betyder, at vi har fokus på Oeko-Tex stoffer, så det er muligt at klæde sine børn både moderigtigt og sundt på.”
På åbningsdagen på torsdag samt fredag er der ekstraordinære rabatter samt lidt lækkert mad og drikke til kunderne.