Børn og biller på en lørdag formiddag
Vidste du, at der findes biller, som kun lever i lort? Eller at man nemt kan lokke sommerfugle til, så man kan se dem tæt på?
Det er noget af det, som børn og deres forældre kan få mere at vide om, når der er Krible Krable arrangement 22. april klokken 10.00 til 11.30 på Landbomuseet i Kolding. Det er kommunens naturvejledere, der står bag dette tilbud.
”Det handler om rigtigt at se og blive fortrolig med naturen. At se, hvordan en regnorm bevæger sig, eller mærke gødningsbillens stærke ben, mens den graver sig gennem vores fingre,” siger naturvejleder Maja Møholt.
Man mødes på Landbomueet og går ud på høslætengen, hvor det gælder om at indfange eller lokke insekter og andre smådyr til, så man kan studere dem.
”Jeg har lavet noget sukkerlokning, så vi kan iagttage sommerfugle spise,” forklarer Maja Møholt og fortsætter:
”Vi skal se, hvordan nogle dyr løber hurtigt, og hvordan andre bevæger sig langsomt. Som afslutningen spiser vi pandekager lavet over bål.”