Peter Jansen går alle sine problemer væk
Peter Jansen er ramt af skizofreni. Efter flere år med problemer har han fundet ud af, at gåture hjælper. Nu vil han gerne dele dem med andre
“Når man bliver ved med at gå, så går det nok.”
Den sætning hænger nærmest fast i træerne rundt omkring i Esbjergs parker og grønne områder. I hvert fald dér, hvor Peter Jansen har sat sine fodaftryk, og det er ikke få steder. Hver dag begiver han sig ud på gåture. Det er ikke kun for at få en god omgang motion, men ligeså meget for at få det bedre med sig selv. Udover at sætningen ovenover er et kendt citat af Søren Kierkegaard, så er det nemlig også Peter Jansens motto, og det første, han siger, da Lokalavisen Esbjerg møder ham til en fælles gåtur i Vognsbølparken.
Hjælper mod skizofreni
“Det er så dejligt bare at gå. I Danmark er vi heldige at have alle årstider, og jeg nyder dem, når jeg går. Så kan jeg ligesom få tankerne på noget andet, og det hjælper mig rigtig meget hver dag,” lyder det fra den smilende esbjergenser, der er i starten af 30'erne.
Peter Jansen lider af paranoid skizofreni. Det gør, at livet ikke altid er helt let. For nogle år siden var det faktisk så svært, at Peter Jansen kom ret langt ud og i mange år slet ikke tog det særlig alvorligt, at han havde en diagnose. Det fik ham både til at komme i nogle dårlige miljøer, og det gjorde, at han ikke kunne styre sin skizofreni.
“Jeg tog mange stoffer og tog ikke min medicin. Jeg endte med at gøre nogle dumme ting og har både siddet i fængsel og på retpsykiatrisk afdeling,” fortæller Peter Jansen og fortsætter:
“For et par år siden havde jeg en krise i mit liv. Der var nogle venner, jeg var nødt til at tage afstand fra, og så begyndte jeg faktisk bare at gå ture. Jeg ville gerne ændre mit liv. Det hjalp mig.”
Det havde en god effekt. I dag tager han rundt og holder oplæg om, hvordan han er kommet videre fra en svær tid, og siden da har nærmest intet heller ikke kunnet stoppe Peter Jansen fra en gåtur. I alt slags vejr tager han skoene på og passende tøj, og så lader han ellers den friske luft og fuglenes sang være en ekstra dæmper på sin skizofreni.
“Jeg tager min medicin nu, men gåturene er helt klart også med til at hjælpe mig,” fortæller han.
Vil gerne gå med andre
Den erfaring, som Peter Jansen har gjort sig med sine gåture, vil han gerne dele med andre. For hvis gåture kan hjælpe ham, så er der garanteret også andre i Esbjerg, som kan have gavn af en rask gåtur, tænker Peter Jansen.
Derfor har han på Facebook oprettet gruppen 'DGF - De glade Fodgængere', hvor alle kan blive medlem og komme med ud at gå rundt omkring i Esbjerg.
“Lige nu er det mest bare venner, jeg går med. Jeg vil meget gerne gå sammen med flere. Alle er velkomne,” fortæller han og fortsætter:
“Jeg kan godt lide at gå ture, hvor man kan snakke samme om alt muligt.”
Så hvis man har brug for at få nogle problemer på afstand eller bare gerne vil gå en tur sammen med andre, så skal man tage at finde gruppen på Facebook.
For som Peter Jansen selv siger det: “Når man bliver ved med at gå, så går det nok.”