Fortsæt til indhold

Verdensholdet vender hjem

Efter en lang rejse verden rundt, kan man nu atter opleve DGIs verdenshold i Danmark

Arkiv
Peter Rasmussen

Efter en seks måneder lang verdensturné vender verdensholdsgymnasten Hans Laier Højer fra Varnæs hjem til den store Danmarksturné, der tager ham og holdet rundt i hele landet. Oplev Hans og DGI Verdensholdet med showet IMANI i Haderslev Idrætscenter 18. april klokken 19.30.
Fem kontinenter, 200 workshops og 100 shows på seks måneder. Det er hovedingredienserne i den opskrift, der udgør en verdensturné med DGI Verdensholdet. Den 23. marts lander 25-årige Hans Laier Højer fra Varnæs sammen med sine 27 holdkammerater igen i Danmark. De næste to måneder står den på turné i Danmark, hvor haller, arenaer og Operahuset ligger gulv til det storslåede show IMANI, der allerede har begejstret tæt på 100.000 børn, unge og voksne i hele verden.
”Publikum skal glæde sig til et show, der har udviklet sig meget de sidste snart seks måneder. Så der er kommet en masse nye ting og forhåbentligt noget, man ikke har set før,” siger Hans.
Der kan stadig købes billetter til showet. Publikum kan glæde sig til en unik kombination af rytmisk gymnastik, spektakulære spring og dans med Danmarks dygtigste gymnaster, der afslutter sit verdensholdsår med manér foran et forventningsfyldt dansk publikum. For Hans kan sommerfuglene og de mange forventninger til igen at optræde på hjemmebane godt mærkes:
”Det bliver dejligt at komme hjem i lidt mere vante rammer, hjem til nogle man kender. Det bliver også dejligt,” fortæller han.

Minder for livet

Udover at betage publikum med gymnastikken så forskellige steder som strande på Zanzibar, rundkørsler i Mexico, propfyldte arenaer i Kina og en gammel gymnastikhal i den australske outback, har gymnasterne også bevæget verden i form af mere end 200 workshops. Her har rundt regnet 40.000 mennesker været fysisk aktive med de danske gymnaster. En workshop består for det meste af forskellige lege, gymnastik og dans med det mål at give deltagerne sved på panden og en god oplevelse. På denne verdensturné har et nyt element rejst med holdet rundt nemlig 'We Move the World'-dansen, der er en dans og sang specielt lavet til og af DGI Verdensholdets gymnaster. Dansen er blevet danset med stor entusiasme af børn og unge over hele verden.
”Vi havde en workshop for en tre uger siden her i USA, hvor det kun var større teenagedrenge. Det var dejligt at have sådan en rigtig mandetime. Det mindede lidt om at være tilbage og undervise efterskoledrenge. Det var superhyggeligt,” siger Hans.
DGI Verdensholdet startede turnéen i Tanzania og Zanzibar, hvor et samarbejde med en række SOS Børnebyer, var et stort højdepunkt. Herefter rejste holdet til Australien, så Indonesien, fejrede jul og nytår i Kina, krydsede datolinjen, da de fløj til Mexico og efter fem uger i de sydøstlige stater i USA, sluttede gymnaster og lederteam af med træningslejr på Gran Canaria.
Det har været et tætpakket program, der dog også har bragt uforglemmelige oplevelser med hjem i rygsækken. Blandt de mest mindeværdige kan nævnes safari i Tanzania, surfing på Zanzibar, Operahuset i Sydney og kænguruer i outbacken, verdens største buddhistiske tempel i Indonesien, den kinesiske mur, maya-templer i Mexico, luftbådstur i sumpområderne omkring Florida og sightseeing i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
”Tanzania var nok det fedeste, fordi det var så nyt og anderledes og den første destination på turen,” fortæller Hans.
Der er premiere på showet IMANI den 4. april i Koldinghallerne, og efterfølgende giver DGI Verdensholdet hele 20 shows i Danmark, før i juni holdet tager på Europaturné. Det nuværende holds turnus slutter, når holdet deltager som hovednavn til DGI Landsstævnet d. 29. juni til 2. juli i Aalborg. DGI Verdensholdet kommer til Haderslev Idrætscenter 18. april klokken 19.30. Billetter købes på verdensholdet.billetten.dk