Kvoter forkludrer tingene

Jørn Dohrmann
medlem af Europa-Parlamentet for DF
Drenderupvej 30
Vamdrup

I den seneste tid har danskerne stiftet bekendtskab med ordet ”kvotekonger”.
Kvotekonger dækker over de store fiskeriselskaber, der opkøber kvoterne på fiskefangst, hvorved der i nogle havne nærmest opstår monopollignende tilstande formentlig til skade for følgeindustrien på land og dermed arbejdspladserne.

Fiskeriet er ikke det eneste sted, politikerne gennem tiden har eksperimenteret med kvotesystemer, der kan handles. Tænk bare på landbrugets mælkekvoter og de forhadte CO2-kvoter.

Også her blev kvoterne købt og solgt, og systemet har hver gang vist sine mangler. Fik miljøet det bedre, da der kom kvoter? Eller hvad med landbruget?

Man kunne måske lave kvoter, der ikke kunne sælges, men kvoter vil altid være et indgreb i markedet, og dermed forvrænge det. Hvis man vil have kvoter, så skal de alene tildeles den enkelte og kun i en tidsperiode på eksempelvis to år afhængig af, hvilket område man taler om. Kvoter skal også kunne inddrages uden kompensation, da det er en naturressource, som man ikke kan eje, men som man har til låns.

Naturligvis kan man ikke bare give los på eksempelvis fiskeriområdet, da det jo ville føre til overfiskning, hvilket ingen kan være interesseret i. Der har også været gode grunde til de andre typer af kvoter, men når man indfører kvotesystemer, så skal man gøre mere ud af at lave dem uden de fejl, man erfaringsmæssigt ved følger med.

Politikere evaluerer imidlertid sjældent på egne fejl, selvom der ganske givet kunne uddrages en del læring herfra.