Carl Holst slipper for tiltale
Fredag den 31. marts offentliggjorde Rigsadvokaten, at der ikke vil blive rejst tiltale mod Carl Holst. Afgørelsen bygger på 18 måneders efterforskning, afhøring af mere end 30 personer og en omfattende gennemgang af sagens dokumenter. Til Rigsadvokatens beslutning siger Carl Holst:
”Jeg er glad for, at jeg – og min familie – nu har fået en afslutning på sagen. For selvom jeg hele tiden har vidst, hvad sandheden var, har det været vigtigt for mig at få uvildige instansers vurdering af sagen. Og det har jeg nu fået med både politiets og anklagemyndighedens ord for, at jeg ikke har ageret i strid med lovgivningen,” siger Carl Holst i en pressemeddelelse.
Selve efterforskningen har blandt andet fået kritik for at trække i langdrag, og til det siger Carl Holst følgende:
”Jeg er ikke bitter, men jeg har selvfølgelig lært rigtig mange ting. Og jeg håber, at min sag kan bidrage med nogle vigtige erfaringer i håndteringen af fremtidige sager”.