Virksomheder adopterer skoleklasse
Konceptet med at virksomheder kan adoptere skoleklasser er et velafprøvet koncept, hvor der dannes et langvarigt partnerskab mellem en virksomhed og en skoleklasse, hvor klassen besøger virksomheden to gange om året,
Karina Bejerholm, som er marketingkoordinator hos Autohuset Vestergaard og ansvarlig for dagens besøg, tager imod skoleeleverne og deler navneskilte, gule sikkerhedsveste og arbejdshandsker ud til skoleeleverne, som dernæst bliver delt ud i hold som skal rundt til fire forskellige workshops.
”Vi har samtaler med klasselæreren, så vi kan videreføre de temaer, de arbejder med i klasserne, til virksomhedsbesøgende. For eksempel lærer de om samarbejde ved at se, hvordan de forskellige afdelinger her i autohuset arbejder sammen. Det vigtigste er, at besøgene skal være både lærerige og sjove,” siger hun.
Der er også opgaver som relaterer til konkrete fag, såsom dansk og matematik.
”Vi samarbejder med klasselæreren, og vil gerne stimulere børnene med nogle praktiske opgaver på det niveau, de befinder sig på, og dermed understøtte skolen i forhold til dansk og matematik. For eksempel skal de på en af dagens workshops tælle biler, hvorefter de blandt andet skal trække de røde biler fra igen,” fortæller Michael Gadegaard. som er kommunikations- og marketingdirektør hos Autohuset Vestergaard og initiativtager til dagens besøg.
På en anden workshop får skoleeleverne, til deres store glæde, lov til at komme med på værkstedet, hvor de hjælper til med at skifte dæk på en af bilerne.
”Det er rigtigt hyggeligt, og de er jo nysgerrige nok, men det er selvfølgelig begrænset, hvad de må hjælpe med. Der er jo sikkerheden, som vi skal tage hensyn til. Men lidt kan de godt komme med ud at lave,” siger Henrik Berg fra firmaet, som netop har fået hjælp fra et af holdene i forbindelse med et dækskifte.
En rigtig god dag.
Skoleeleverne er enige om, at de har haft en rigtig god dag, og en snak med enkelte af dem afslører, at de hver især tager nogle gode oplevelser med sig hjem.
”Jeg kunne rigtigt godt lide at være på lageret og tage billeder af reservedelene, og så var det sjovt at være med til at skifte dæk,” siger Julie Guldbæk som er en af eleverne fra 1. klasse på Kolding Friskole.
Hendes klassekammerater, Marcus Munch og Magne Hjort, har andre ting de gerne vil fremhæve fra besøget.
”Vi har været på en rundvisning, hvor vi så det hele, det var rigtigt spændende. Og så fik vi lov til at prøve rigtigt mange ting,” siger Marcus Munch, inden han bliver afbrudt af Magne Hjort, som er imponeret over bilelevatorerne i autohuset:
”Det var meget sjovt at køre i bilelevator, det har jeg ikke prøvet før,” siger han.
At skoleeleverne havde en rigtig god dag hos Autohuset Vestergaard understreges af klasselærer Christina Jensen, som Lokalavisen fik en snak med efter besøget.
”De var rigtigt glæde og trætte da vi kom hjem, og syntes, at det havde været helt vildt spændende. Flere lærere på skolen har fortalt, at eleverne kom løbende ud på legepladsen, da de kom tilbage til skolen, for at fortælle, at de havde været med til at skifte dæk,” fortæller hun.
Det havde ellers ikke været de helt store forventninger til besøget.
”Vi havde ikke de store forventninger inden besøget, men var beærede over, at vi blev spurgt, om vi ville være med. Efter i dag er vi meget imponerede og forhåbningerne til næste besøg er store,” tilføjer hun.
Bro mellem skolerne og virksomhederne
Michael Gadegaard fortæller om tanken bag adoptionen.
”Efter den nye skolereform er der behov for at arbejde med den åbne skole. Det vil sige, at skolerne har en forpligtelse til at bygge bro med virksomhederne og det har Relationsnetværket, som står bag Virksomheder Adopterer Skoleklasser, dannet nogle gode rammer for. For os er det en langvarig relation, hvor vi tager ansvaret for at hjælpe skolerne,” fortæller han.
Det er ikke første gang Michael Gadegaard stifter bekendtskab med projektet, som han er stor fan af.
”Jeg har tidligere været ansat hos Würth, hvor de havde adopteret en skoleklasse, og de erfaringer var så gode, at jeg gerne ville tage dem med hertil. Derfor tog jeg fat i Karsten B. Vester fra Relationsnetværket, som kunne hjælpe os i gang, ”siger han.
Han har også planer om at Autohuset Vestergaard skal adoptere flere skoleklasser rundt om i landet.
”Vi startede den første skoleklasse op i filialen i Odense for et halvt år siden, og har lavet et program, da planen er at udbrede det til alle til filialer,” fortsætter han.
For virksomhederne er der flere fordele ved samarbejdet, og derfor er det ikke kun skolerne, som får noget ud af det.
”Den branche, jeg repræsenterer, mangler arbejdskraft, og det er et problem, som ikke løses, hvis vi ikke synliggør det. Derudover vil jeg sige, at det er til stor glæde for medarbejderne og kunderne, som kommer i huset. De smiler alle, når de får øje på børnene,” slutter Michael Gadegaard.